R: Udvid psykologordning til alle med depression
Radikale Venstre har længe ment, at man bør udvide psykologordningen til mennesker med depression, der i dag kun gælder for mennesker mellem 18 og 37 år. Set i lyset af, at der for tiden forhandles førtidspensionsreform med fokus på at begrænse tilgangen til førtidspension, er dette kun endnu mere nødvendigt. Nye beregninger fra Danske Regioner viser, at det oven i købet er en rigtig god forretning rent samfundsøkonomisk.
”En investering i psykiatrien er en helt nødvendig forudsætning, hvis man vil gøre sig håb om en succesfuld førtidspensionsreform. Det er utopisk at tro, at vi får brudt den udvikling, hvor flere og flere tilkendes førtidspension ved psykisk lidelse, hvis vi ikke sørger for, at der er de rette og helt nødvendige behandlingstilbud. Det oven i købet en god investering. Som på andre områder kan tidlig indsats betale sig,” siger psykiatriordfører for Radikale Venstre, Anne Marie Geisler Andersen
En udvidelse af ordningen er imidlertid ikke kun en god ide af hensyn til behandlingen af den enkelte. Danske Regioner har regnet sig frem til, at en udvidelse af ordningen, der koster i omegnen af 160 mio. kr., vil medføre en samfundsmæssig gevinst på 800 mio. kr. Gevinsten skyldes blandt andet, at mennesker med lettere depressioner hurtigt kommer tilbage på arbejde igen frem for at være sygemeldte.
”Jeg har længe kæmpet for en udvidelse af psykologordningen. Aldersgrænsen er både diskriminerende og uden fagligt belæg. Alle, der rammes af depression, bør kunne få den nødvendige hjælp. For de lettere depressioner er psykologbehandling ifølge eksperter oftest den bedste løsning, men som det er i dag, er medicin imidlertid eneste mulighed for mennesker over 37 år. Det er problematisk. Ikke alle ønsker at tage medicin, hvorfor mange går ubehandlede. Desuden kan man via psykologbehandling få redskaber til at forebygge nye sygdomsperioder uden de bivirkninger, der kan være ved medicin,” siger Anne Marie Geisler Andersen.
Yderligere kommentarer: Anne Marie Geisler Andersen, 3337 4720