Radikal valgturne dag 13: Margrethe Vestager besøger Holstebro og Skive
Radikale Venstre er med formand Margrethe Vestager i spidsen på vej rundt i landet i en farvestrålende valgbus for at møde vælgerne ansigt til ansigt. Onsdag d. 7. september er turen nået til Holstebro og Skive. Journalister er velkomne til at tage med rundt.
Holstebro
For Radikale Venstre er den danske folkeskole en af de vigtigste investeringer, vi står overfor. Her skal vores børn lære rigtigt meget - også ting, som ikke umiddelbart kan måles, vejes eller kontrolleres. For at sætte fokus på dette besøger Margrethe Vestager om formiddagen Nørrelandsskolen i Holstebro. Her vil hun sammen med den lokale folketingskandidat Claus Hansen møde lærere og elever fra skolen, som ved hjælp af nytænkning har haft bemærkelsesværdig succes med at nedbringe behovet for specialundervisning og givet ro til undervisningen i klasserne.
Nyttige oplysninger:
- Margrethe Vestagers besøg på Nørrelandsskolen foregår kl. 10.45 – 11.45, Døesvej 7, 7500 Holstebro
- Radikale Venstres valgbus er base for frivillige radikales uddeling af valgmateriale, først kl. 9-10 foran VIA University Center på Struervej og derefter kl. 10-11.45 på Enghavens P-plads
- Kontaktpersoner: Folketingskandidat Claus Hansen tlf. 3023 0281; Formand for Radikale i Holstebrokredsen Per Tornvig tlf. 6037 5713
- Radikale Venstres uddannelsesudspil: Vores Skole
Skive
Radikale Venstre vil skabe vækst ved at satse grønt. For at sætte fokus på dette kører valgbussen onsdag eftermiddag til Skive, hvor Margrethe Vestager og den lokale folketingskandidat Andreas Steenberg vil besøge virksomheden Kjeld Jacobsen, som har skabt succes ved at satse på klimarigtige løsninger.
Dagens besøg starter dog i den helt muntre ende, når Margrethe Vestager møder manden, som fangede den østers, hvori hun fandt en perle, da hun forleden var ude at spise østers med Helle Thorning-Schmidt på en restaurant i København.
Nyttige oplysninger:
- Besøget hos Kjeld Jacobsen foregår kl. 12.40-13.40, HC Ørstedsvej 30, Skive. Det er også her, at fremvisningen af perleringen finder sted.
- Kontaktpersoner: Folketingskandidat Andreas Steenberg: tlf. 2175 7272; Susanne Jensen, Radikale Venstre Skive: 2980 8290
Der tages højde for ændringer i programmet.
For yderligere oplysninger: kampagnemedarbejder Jesper Boe Jensen, 6162 5981
Tags: