Radikale Venstres nytårsstævne 2011: Uddannelse for livet og politisk topmøde
Radikale Venstres traditionelle nytårsstævne på Hotel Nyborg Strand den 8. og 9. januar 2011 afholdes under overskriften "Uddannelse for livet". Stævnet afsluttes søndag kl. 13.15 med et politisk topmøde mellem partilederne Helle Thorning-Schmidt (S), Lars Løkke Rasmussen (V) og Radikale Venstres egen gruppeformand, Margrethe Vestager.
Uddannelse bliver et helt centralt emne i den kommende valgkamp. Regeringen har spillet ud med større klasser og flere eksamener. Til overflod er der kommet nye Pisa-resultater, som bidrager til at hæve tonelejet i debatten.
På dette års Nyborg Strand Stævne vil Radikale Venstre, med særligt fokus på folkeskolen, gøre status på uddannelsesdebatten under titlen: Uddannelse for livet - men hvad for et liv?
For at komme godt i gang med debatten har vi inviteret Jørn Søndergaard, direktør for SFI, formand for Skolens Rejsehold, og Troels Boldt Rømer, formand for Danske Skoleelever, til at starte stævnet. Derudover vil der være indlæg med Camilla Sløk, leder af institut for skoleledelse på CBS, Lene Tanggaard, professor på Aalborg Universitet, Anne Holmen, professor på DPU og psykolog Jørgen Nielsen.
Søndag kl. 13.15-15.00 slutter stævnet med en politisk debat mellem Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre samt Radikale Venstres gruppeformand, Margrethe Vestager. Debatten sendes direkte på TV2 News.
Alle journalister er meget velkomne ved nytårsstævnet, der traditionen tro afholdes på Hotel Nyborg Strand. Der er fri internetopkobling og forudgående tilmelding er ikke nødvendig.
For yderligere information; pressemedarbejder Andreas Hemmeth, 6162 5300, samt www.radikale.dk/ns11