Succes giver tre år mere til bornholmsk klyngeprojekt

Report this content

Det bornholmske klyngeprojekt, som siden 2009 har fået de bornholmske virksomheder til at samarbejde om at skabe vækst, har været så stor en succes, at det nu får tilsagn om at fortsætte tre år mere. Det er godt nyt både for Bornholm og resten af landet. ”Udkantsområder overalt i verden kan lære meget af de bornholmske klyngeerfaringer,” mener international klyngeekspert.

Bornholmske virksomheder samarbejder sig til vækst. Det er essensen i det ambitiøse projekt ”Klyngeudvikling i udkantsområder”, som siden 2009 har sat gang i hjulene på Bornholm ved at få øens virksomheder til at samarbejde på tværs i klynger. Med en række flotte resultater har Bornholm gennem de seneste tre år lagt kimen til en model for klyngeudvikling, som andre udkantsområder kan lade sig inspirere af.

De første tre års slid rundes nu af med en stor konference om erfaringer og fremtidsmuligheder på Bornholm tirsdag og onsdag i denne uge. Konferencen skulle egentlig have markeret afslutningen på klyngeprojektet – men nu er der godt nyt til alle de virksomheder og organisationer, der har involveret sig i arbejdet med at skabe velfungerende erhvervsklynger på Bornholm.

Mere forretning, flere arbejdspladser
Bornholms Vækstforum har nemlig givet tilsagn om, at det bornholmske klyngesamarbejde kan videreudvikles over de næste tre år. En periode, der især vil stå i internationaliseringens tegn – med målet om, at 70 procent af klyngevirksomhederne skal være i gang med eksport inden 2014.

”Vi er meget stolte af at få mulighed for at fortsætte. Vi har bevist, at hvis et udkantsområde som Bornholm skal vende den negative vækstspiral, så er det afgørende, at virksomhederne drager fordel af hinandens kompetencer,” siger Lars Albæk, projektleder for Klyngeprojektet.

”Vi vil nu skabe et egentligt ’Klyngeudviklingscenter’, så vi kan skabe mere synergi mellem øens mange små og store virksomheder – og på den måde både trække flere besøgende, mere forretning og flere arbejdspladser til Bornholm,” fortsætter han.

Verden kan lære af Bornholm
Blandt oplægsholderne på konferencen er den verdenskendte klyngeekspert, Ifor Ffwocs-Williams, der har fulgt det bornholmske klyngeprojekt tæt.

”Bornholm er et strålende eksempel på, at virksomheder, der samarbejder i klynger, har langt større mulighed for at få succes, end dem, der står alene. Udkantsområder overalt i verden kan lære meget af de bornholmske klyngeerfaringer,” siger han.

For mere information:

Lars Albæk, projektleder for ”Klyngeudvikling i udkantsområder” for Væksthus Hovedstadsregionen
Tlf.: 3010 8109 / mail:
la@vhhr.dk
www.clusterdevelopment.dk


OM KLYNGEKONFERENCEN 2011

  • Finder sted på Bornholms Kunstmuseum ved Gudhjem 1. og 2. november.
  • 60-80 af Bornholms beslutningstagere, virksomhedsledere og andre interesserede deltager.
  • Blandt oplægsholderne på konferencen er Bornholms borgmester, Winnie Grosbøll (S), klyngeprojektleder Lars Albæk, den newzealandske klyngeekspert, Ifor Ffwocs-Williams, professor Jacob Østergaard fra DTU/Power Lab DK samt repræsentanter for bl.a. Zonen for Madkultur, ’Cold Hawaii’ fra Klitmøller ved Thy og Wonderful Copenhagen.


HVAD LAVER DET BORNHOLMSKE KLYNGEPROJEKT?
Det Bornholmske Klyngeprojekt har særligt fokus på tværgående samarbejde inden for tre områder:

Oplevelsesunivers Bornholm

  • Arbejder bl.a. for at skabe attraktive natur- og kulturoplevelser og derved tiltrække flere turister til øen.
  • I sommeren 2011 samarbejdede mere end 25 virksomheder om Skattejagt Bornholm 2011, hvor turister bliver sendt på opdagelsesrejse på Bornholm.

Grønt teknologiunivers Bornholm

  • Arbejder for at indfri Bornholms store potentiale inden for test, demonstration og udvikling af grøn teknologi.
  • Klyngeprojektet hjælper bl.a. de mindre bornholmske virksomheder med at udnytte spin off-mulighederne fra de store, nationale projekter inden for grøn teknologi – særligt projektet Bright Green Test Island, der skal gøre Bornholm til en grøn test-ø.

Fødevareunivers Bornholm

  • Arbejder for at udnytte de muligheder, der er i Bornholms særlige madkultur.
  • Seks fødevarevirksomheder har samarbejdet om markedsføring og forretningsudvikling under projektet ”Bornholmske Fødevarer – fremtidens innovative eksporterhverv” – og fortsætter nu i ly af Klyngeprojektet.

Steel Tech Solutions – en klyngesucces

  • Fire maskinvirksomheder gik i 2009 sammen om at stifte en fælles salgsvirksomhed, Steel Tech Solutions, der hjælper dem med at vinde ordrer uden for Bornholm.
  • Steel Tech Solutions har vundet ordrer til virksomhederne for et tocifret millionbeløb.

HVEM STÅR BAG DET BORNHOLMSKE KLYNGEPROJEKT?

  • Klyngeprojektet bliver drevet af Væksthus Hovedstadsregionen i samarbejde med Business Center Bornholm.
  • Projektet er finansieret af EU's Regionalfond, Erhvervs- og Byggestyrelsen og Bornholms Vækstforum samt private investorer.

Dokumenter og links