Hæder til SuperBest og KIWI ved Tuborg Retail Award
To butikker i SuperBest og discountkæden KIWI var blandt de seks vindere da Tuborgfondets årlige Retail Award blev uddelt 19. juni i brygger J. C. Jacobsens smukke Villa i Valby.
Torsdag den 19. juni blev Tuborgfondets Retail Award 2014 uddelt, da detailbranchen for femte gang hædrede årets mest entusiastiske og forandringsskabende butikschefer. Og ud af i alt seks prismodtagere kunne Dagrofa-koncernen glæde sig over to priser.
Blandt vinderne var købmand Henrik Svanhede fra SuperBest i Hjørring og butikschef Christine Krog Mortensen fra KIWI i Auning. Ud over æren kunne de to eksemplariske ledere glæde sig over præmien – en inspirationsrejse til Shanghai.
”Med de mange indstillede kandidater var konkurrencen hård i år. Derfor var det en stor dag for Dagrofa på Carlsberg Akademiet i går. Vi er selvsagt stolte af, at to af seks prismodtagere kommer fra vores rækker i form af SuperBest og vores discountkæde KIWI. De to vindere er stærke eksempler på det målrettede og benhårde arbejde, som vores ledere og ansatte gør hver dag for at holde en ekstremt høj standard i butikkerne, siger Ditlev Piper, HR direktør i Dagrofa.
Henrik Svanhede, købmand i SuperBest i Hjørring modtog prisen for sin evne til at nytænke butikkens engagement i lokalområdet og for sin evne til at motivere og skabe arbejdsglæde blandt sine 140 medarbejdere.
Christine Krog Mortensen, butikschef i KIWI ved Auning blev belønnet for sin succes med at skabe et særlig motiveret team af medarbejdere og for hendes konkrete ideer til ændringer omkring space management, som i dag bliver anvendt i resten af kæden.
Tuborgfondets Retail Award uddeles hvert år og har eksisteret siden 2010. For at komme i betragtning til Turborgfondets Retail Award skal man indstilles og igennem nåleøjet ved udvælgelseskomiteen, som er sammensat af nogle af de største interessenter i dansk detailhandel.
For yderligere information kontakt:
Kommunikationsdirektør, Markela Dedopoulos på 41993202
Om Dagrofa
Dagrofa koncernen omsætter for ca. 20 milliarder om året og beskæftiger ca. 7.000 ansatte i Danmark og Grønland. Koncernen består af profilhusene SuperBest, KIWI og KøbmandsHuset samt Foodservice Danmark, SuperGros og Pisiffik.
Tags: