KIWI åbner Danmarks største discountbutik
Den 18. oktober åbner discountkæden KIWI sin første butik i kædens nye storformat. Med discountsektorens største udvalg af frugt og grønt, kød, dybfrost og egen bagerbutik byder KIWI-Bøsbrovej i Randers velkommen til Danmarks største discountbutik.
Når discountkæden KIWI den 18. oktober slår dørene op til landets største og mest velassorterede discountbutik i Randers, indvarsler kæden samtidig nye tider i discountsektoren. For med KIWI-Bøsbrovej åbner den første af en stribe planlagte KIWI-butikker, hvor såvel salgsareal som sortiment langt overgår det, som forbrugerne er vant til at opleve i en discountbutik.
For eksempel tager KIWI-Bøsbrovej konsekvensen af forbrugernes hang til godt bagerbrød. Men i stedet for traditionel bake-off har butikken en selvstændig bagerbutik, nemlig en afdeling af den lokale GuldBageren i butikken. Her sørger den lokale bagermester for, at der er friskbagte brød og kager hele dagen.
”KIWI-Bøsbrovej sætter en ny standard for, hvad det vil sige at handle discount og understreger vores mantra om, at lave discountpriser sagtens kan gå hånd i hånd med gode ferskvarer, høj kvalitet og et kæmpe, fast sortiment,” siger Carsten Hansen, kædedirektør i KIWI.
”I fremtiden vil vi både åbne normale discountbutikker og nye discountbutikker i storformat, som KIWI-Bøsbrovej i Randers. I dag har forbrugernes forventninger til discount ændret sig, og med vores stor-KIWI’er vil vi både kunne levere lave discountpriser, høj kvalitet og et kæmpe udvalg af ferskvarer og frugt og grønt,” tilføjer han.
Butikken på Bøsbrovej var tidligere en SuperBest. Som led i Dagrofa-koncernens nye strategi er den nu den første butik, der konverteres til en KIWI i storformat.
På åbningsdagen står butikschef Christine Krogh Mortensen og hendes morgenfriske medarbejdere klar til at byde velkommen i Danmarks største discountbutik. Fra kl. 6.00 er der rundstykker og kaffe. Kl. 7.00 slås dørene op til butikken. Hele dagen er der sjove aktiviteter, skarpe åbningstilbud, besøg fra chipskonge og musiker René Diff, m.m.
Dobbelt op på alt
KIWI-Bøsbrovej byder på næsten 5.000 varer i sortiment. Det er dobbelt op i forhold til en almindelig discountbutik. Heriblandt discountsektorens største sortiment af frugt og grønt, som KIWI sælger momsfrit, dvs. med 20 procent rabat til alle med KIWIkort. På fersk kød har butikken et kæmpe udvalg af forskellige varianter, bl.a. højkvalitetskød fra Himmerlandskød.
Med over 150 forskellige vine i sortiment har KIWI-Bøsbrovej discountsektorens største vinafdeling – herunder vine fra Laudrup Vin, som KIWI har et eksklusivt samarbejde med. Endelig betyder et samarbejde med Post Danmark, at kunderne kan hente og sende pakker fra tidlig morgen til sen aften. KIWI-Bøsbrovej har nemlig åbent alle ugens dage kl. 7-23.
Yderligere information
Kontakt kædedirektør i KIWI, Carsten Hansen, M: 2541 2650.
Om KIWI
KIWI er danskernes nye, lokale discountbutik. I dag findes 105 KIWI-butikker i Danmark. De første butikker åbnede i 2008 i Jylland og på Fyn. Virksomheden er ejet af Dagrofa og beskæftiger ca. 2.300 medarbejdere i Danmark. Som et særligt tilbud i discountmarkedet har KIWI et fordelsprogram med KIWIkort. Læs mere: www.kiwi.dk.
Tags: