Købmænd vælger MENY
Landets selvstændige købmænd har i stor stil valgt den nye MENY-kæde til. Fra start træder 111-120 købmænd fra SuperBest og EUROSPAR ind i Danmarks nye fødevaremarked, MENY.
I dag offentliggør Dagrofa oversigten over landets nye fødevaremarked MENY. Dermed ligger det stort set klart, hvor i landet de danske forbrugere kan se frem til en helt ny indkøbsoplevelse, når det nye fødevaremarked åbner i løbet af det næste halve år.
Forude venter en travl periode, hvor Dagrofa og de kommende MENY-købmænd indleder arbejdet med at omdanne de eksisterende SuperBest- og EUROSPAR-butikker til det nye fødevaremekka.
”Jeg er rigtig glad for den store opbakning, vi har fået fra købmændene. Vi har hele vejen frem til i dag haft en rigtig god dialog om deres valg af kæde, og hvad det er, vi skaber med MENY. I MENY satser vi benhårdt på fødevarer og madoplevelser af højeste kvalitet og på god, faguddannet service. Så det er en fornøjelse at se, at så mange købmænd fra start slutter sig til vores nye fødevarekæde,” siger Jørgen Nielsen, kædedirektør i MENY og direktør i KøbmandsHuset.
Med købmændenes kædevalg begynder rejsen frem mod åbningen af MENY, der til sommer rykker ind på gode adresser over alt i Danmark.
MENY-kæden er en del af Dagrofas nye strategi for bl.a. detailforretningen, som blev præsenteret i september sidste år. I forbindelse med købmændenes valg af kædetilhørsforhold er nogle købmænd skiftet fra EUROSPAR til andre af Dagrofas kæder. I dag er der 116 SPAR-butikker, 207 MinKøbmand og 90 Lekøb.
For yderligere information kontakt:
Kommunikationsdirektør, Markela Dedopoulos på 41993202
Fakta:
Dagrofa koncernen omsætter for ca. 20 milliarder om året og beskæftiger ca. 7.000 ansatte i Danmark og Grønland. Koncernen består i dag af profilhusene SuperBest, KIWI og KøbmandsHuset samt Foodservice Danmark, SuperGros og Pisiffik.
Tags: