500 unge ledere samles til ”Big Business” i Århus
Junior Chamber International, JCI afholder i weekenden d. 3.–5. oktober sin 50. Nationalkongres på Handelshøjskolen, Århus Universitet under temaet ”Big Business”. Målet er at udvikle og inspirere fremtidens ledere, at kåre Årets Unge Erhvervsleder i Danmark og at skabe netværk på tværs af brancher.
Big Business, læring og netværk i højsædet
Ud over et omfattende program med seminarer, workshops og anden spændende inspiration, er det faglige og sociale netværk i højsædet, når 500 erhvervsaktive unge på tværs af brancher mellem 18 og 40 år indtager Handelshøjskolen i Århus for en weekend, der står i den personlige udviklings og inspirationens tegn.
Deltagerne vil i løbet af en aktivitetsrig weekend blive inspireret blandt andet af Vestas, Jens Heimburger, Danmarks førende strategiekspert fra Handelshøjskolen i Århus - Anders Drejer, og andre visionære og inspirerende topledere og virksomheder.
Kåring af Årets Unge Erhvervsleder i Danmark
På dette års Nationalkongres i Århus bliver der fredag kl. 16.00 kåret Årets Unge Erhvervsleder i Danmark. Denne leder findes på baggrund af en række lokale kåringer 6 steder i Danmark, arrangeret af JCI Danmark. I kåringen af Årets unge erhvervsleder lægger panelet vægt på den hele leder, der kan skabe balance mellem arbejds- og privatliv og være en inspirationskilde for sine ansatte Årets Unge Erhvervsleder har været kåret siden 1995 i Århus, men kåres i år for første gang nationalt.
Smilets By – Fra sin bedste side
”Vi vil give deltagerne en oplevelse ud over det sædvanlige,” siger kongresdirektør Michael Brødsted fra JCI Marselis, som står bag Nationalkongressen i 2008. Han fremhæver samarbejdet med blandt andet Visit Aarhus, Handelshøjskolen og Århus kommune. Samarbejdet med disse aktører er med til at sikre de unge ledere en spændende og oplevelsesrig weekend i Århus.
Den lokale arrangør, JCI Marselis, melder om rekordhøjt aktivitetsniveau i månederne op til kongressen.
”Kongressen er udelukkende baseret på frivillige kræfter, og vi er virkelig stolte af kongressens indhold som skal være med til at give deltagerne mod til ledelse og skabe værdi for den enkelte,” siger afdelingsformand Lotte Simonsen fra JCI Marselis i Århus.
Tags: