Allan Andersen i spidsen for Junior Chamber International

Report this content

En af Danmarks ældste netværksorganisationer, der i 1957 blev startet af Poul Schlüter, har netop sat en ny nationalpræsident i spidsen for de 1.600 medlemmer. Foruden at tiltrække nye medlemmer vil organisationen i 2009 have særligt fokus på CSR og klimaet.

“Et godt netværk har stor betydning for ens erhvervskarriere i dag, for man når hurtigere sit mål ved at kende de rette mennesker. Det ved vores medlemmer og de drager dagligt fordel af det,” siger Allan Andersen. Han har hele sidste år øvet sig på rollen som øverste ansvarlige ved at følge sidste års nationalpræsident i tykt og tyndt. På demokratisk vis er han blevet valgt til den nye position af organisationens medlemmer præcis som det hvert år sker i de mere end 200 lande, hvor Junior Chamber International (JCI) er repræsenteret.

At ‘netværke’ er i dag blevet dagligdags tale og handler om at man søger andres hjælp til at nå de mål, man har sat sig - hvad enten det handler om at få et nyt job, finde de rette rådgivere eller sælge mere. Samtidig skal man også være parat til at hjælpe andre i netværket med deres udfordringer. Ved at være medlem af en netværksorganisation bliver man med andre ord straks medlem af et fællesskab, hvor alle kender præmissen for at netværke.

“Man ved aldrig, hvornår man får brug for et godt netværk, men man ved helt sikkert, når man ikke har det. Set i lyset af de mørke skyer over dansk økonomi, kan et godt netværk på mange punkter være lyspunktet - og det, der gør forskellen,” siger Allan Andersen, der ved siden af det frivillige hverv som nationalpræsident arbejder fuld tid som erhvervsrådgiver i Vordingborg Bank.

Allan Andersen har allerede sammen med øvrige ledende kræfter i den frivillige organisation besluttet, at JCI i 2009 skal have særligt fokus på CSR og klimaet gennem forskellige projekter. Det sker blandt andet i foråret, hvor organisationen afholder en klimakongres på Lolland.

“Ved at bevidstgøre vores medlemmer om, hvor nemt det er at tage et socialt ansvar eller gøre noget godt for klimaet, kan vi indirekte gøre en forskel på deres arbejdspladser. Så har vores arbejde pludselig en effekt, der berører titusindvis,” siger den nye nationalpræsident.

Junior Chamber International har over 60 afdelinger i hele Danmark, hvor medlemmerne mødes fast én gang om måneden.


KORT NAVNESTOF:
Allan Andersen (36) er tiltrådt som Nationalpræsident for den danske afdeling af Junior Chamber International og dens 1.600 medlemmer. Organisationen findes i mere end 200 lande og har tidligere haft medlemmer som Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen. Allan Andersen er til daglig erhvervsrådgiver i Vordingborg Bank.

Tags:

Dokumenter og links