SAS Ground Services overtager charterhåndtering i Århus
Fra 1. juli bliver al passager handling af charterselskaberne i Aarhus Lufthavn varetaget af SAS Ground Services Denmark A/S (SGS Denmark). En opgave der hidtil har været udført af Aarhus Lufthavn A/S. SGS Denmarks konkurrencedygtige priser bidrager hermed til at skabe bedre forudsætninger for, at udvikle de danske indenrigsruter. Dette er til gavn for både flyselskaber, Aarhus Lufthavn og passagerer. – Vi glæder os over denne udvidelse af det i forvejen meget omfattende samarbejde mellem Aarhus Lufthavn og SAS koncernen. Vores passager handling afdeling kan nu fremover koncentrere sig om håndtering af passagererne på de udenrigs ruteselskaber, der beflyver lufthavnen, hvilket vil give en mere rationel drift, med besparelser til følge, udtaler Ole Paaske, direktør i Aarhus Lufthavn. – Jeg glæder mig over, at SAS Ground Services tilbud, kan bidrage til at skabe bedre forudsætninger for den videre udvikling af Arhus Lufthavn, og samtidig udvide vores indenrigsforretning, siger Bo Eklund, adm. direktør i SGS Denmark.