Mette Krath salgschef for SAS’ danske marked
SAS skifter nu fra en todelt salgsorganisation til en sammenlagt. Mette Krath var før SAS’ salgschef for corporate kunder og skal nu også være ansvarlig for rejseagenter og rejsebureauerne. Sammenlægningen af de to områder skal forbedre og optimere SAS’ tilstedeværelse og synlighed lokalt.
Som en forlængelse af SAS strategi med fokus på at vinde slaget om den frekvente skandinaviske rejsende er salgsorganisationen mod rejsebureauer, -agenter og corporate kunder (virksomheder og organisationer med større rejsebudgetter) samlet under vicedirektør Annelie Nässén, som har udpeget Mette Krath til at løfte opgaven i Danmark.
- I mine fjorten år i SAS har jeg bygget et rigtig nært forhold og samarbejde med vores corporate kunder, og det glæder jeg mig til at få med agenterne også. Jeg har et fantastisk dygtigt og kompetent team og tilsammen har vi over 100 års erfaringer med salg i luftfart. Som team glæder vi os meget til vores nye rolle i det danske marked, siger salgschef Mette Krath, SAS.
- Vi kommer til at udnytte synergi på tværs af de før opdelte organisationer, og det vil både styrke SAS’ globale salgsorganisation og give de regionale salgsansvarlige det fulde overblik og et større lokalt ansvar – og dermed bedre dansk kundefokus, siger Mette Krath.
Mette Krath har været i SAS siden 2001 og startede som salgsleder i SAS Call Center. Siden har hun været ansvarlig for grupperejser, fritids- og ferierejser og corporate kunder.
Til at optimere SAS’ position i Danmark har Mette Krath et salgsteam bestående af fem sælgere.
For yderligere information kontakt:
SAS’ presseafdeling, 3232 3135
SAS er Skandinaviens største flyselskab med daglige flyvninger til destinationer i Skandinavien, Europa, USA og Asien. SAS er medlem af Star Alliance ™ og sammen med vores 26 partnere flyver vi til mere end 1300 destinationer i 193 lande. For mere information, besøg http://www.sas.dk