Ny salgs- og marketingdirektør med tung brancheerfaring til SAS

Report this content

SAS Scandinavian Airlines Danmark har ansat 37-årige Lars Bording som ny salgs- og marketingdirektør.

Lars Bording kommer fra en stilling som administrerende direktør i Carlson Wagonlit Danmark, hvor han senest har haft ansvaret for at lede virksomhedens danske aktiviteter. Før det bestred Lars i en årrække ledende poster internationalt og i Danmark for Carlson Wagonlit, herunder 2 år som vice president for global account management i Frankrig, 3 år som global acccount director i Holland og 2 år som international account manager i Frankrig.

"Med ansættelsen af Lars Bording får SAS tilført stort branchekendskab og international erfaring. Lars' store indsigt i branchen vil være med til at styrke båndene til vores storkunder, rejsebureauer og til vores tour-operatører. I vores arbejde med at SAS Danmark bliver en konkurrencedygtig og overskudsgivende virksomhed i SAS-koncernen er jeg sikker på, at Lars Bording med sit drive og sin gennemslagskraft kan bidrage væsentligt til at drive os videre mod nye kommercielle succeser. Jeg er glad for, at det er lykkedes at få Lars Bording ombord," siger adm. direktør i SAS Scandinavian Airlines Danmark, Susanne Larsen.

Og faktisk er det et "Welcome back on board" til Lars. Han indledte nemlig sin karriere som trainee i SAS tilbage i 1994. Lars Bording tiltræder senest 1. januar 2007. Han efterfølger Jens W. Willumsen, der forlod SAS ved udgangen af september for at søge nye udfordringer.

Abonner

Dokumenter og links