SAS ÅBNER DIREKTE RUTE MELLEM KØBENHAVN OG KIRUNA
Et stigende antal rejsende søger mod sneklædte bjerge og vidtstrakte sletter i de nordlige breddegrader. For at imødekomme den voksende efterspørgsel på arktisk- og vinterturisme lancerer SAS en direkte rute mellem København og Kiruna med opstart den 12. december 2024.
Den nye rute er en del af SAS' strategiske investering for at styrke Københavns Lufthavn som en global hub, så rejsende fra hele verden nemt kan få adgang til Kirunas unikke vinteroplevelser. Med forbedrede forbindelser ønsker SAS at fremme turismen og styrke rejsemulighederne i Skandinaviens nordligste regioner.
Kiruna ligger 200 kilometer nord for Polarcirklen og er kendt for sine naturskønne omgivelser, muligheden for at opleve nordlys, bo på Ishotel og opleve samisk kultur. Byens popularitet er stigende blandt vinterrejsende, der ønsker at udforske Arktis.
"Der er en voksende global efterspørgsel på turistdestinationer i det svenske Lapland. Derfor har vi allerede nu besluttet at beholde de direkte flyvninger mellem København og Kiruna i vinteren 2025/2026. Ruten vil også give indbyggerne i Nordsverige bedre forbindelser til resten af Europa og videre ud i verden via Københavns Lufthavn og SAS' omfattende globale netværk,” siger Henrik Winell, Vice President Network, SAS.
Den nye rute gør det muligt for SAS at tiltrække turister, ikke kun fra Danmark og det sydlige Sverige, men også fra resten af Europa, på en måde der minder om Tromsø i Norge.
"Den direkte rute repræsenterer et vigtigt skridt i retning af at forbedre tilgængeligheden og forbindelsen til vores region. SAS gør det ikke kun lettere for rejsende at besøge Kiruna, men støtter også det lokale erhvervsliv og imødekommer den voksende interesse for rejser til Arktis," siger Peter Salomonsson, administrerende direktør, Kiruna Lapland.
"Vi er glade for, at SAS lancerer en rute fra København, som vil gøre det nemmere for internationale besøgende at opleve Laplands skønhed. Flyforbindelser til Kiruna har en stor betydning for regionen og lokalsamfundet, hvor turisme spiller en central rolle. Derudover får borgerne i Kiruna en direkte og bekvem mulighed for at besøge og udforske den danske hovedstad," siger Jörgen Bergstrand, fungerende lufthavnschef ved Kiruna Lufthavn, Swedavia.
I øjeblikket er afgangene i jule- og nytårsperioden næsten fuldt booket, men der er stadig mulighed for at finde billetter.
København-Kiruna-ruten kommer i drift, når Kiruna er dækket af sne, fra den 12. december 2024 til den 27. april 2025. Flyvningerne vil finde sted torsdage og søndage, og lørdage i seks uger omkring jul og nytår.
I slutningen af sæsonen, i april, vil SAS kun flyve ruten om søndagen. Kiruna er dog tilgængelig året rundt med SAS-flyvninger via Stockholm, som tilbyder fremragende forbindelser til og fra SAS' omfattende trafikprogram i København.
For yderligere information, kontakt venligst:
SAS' presseafdeling på +45 32 32 31 35
SAS, Skandinaviens førende luftfartsselskab siden 1946, opererer fra sin primære hub i Københavns Lufthavn (CPH), suppleret med hubs i Oslo (OSL) og Stockholm (ARN). Vores mission er at forbinde Skandinavien med verden og verden med Skandinavien. SAS flyver hvert år mere end 25 mio. passagerer og transporterer 60 000 tons gods til 135 destinationer i Europa, USA og Asien. Vores over 10.000 engagerede kolleger samarbejder med partnere og kunder om at omstille luftfarten. Vi har forpligtet os til at opnå netto-nul udledning inden 2050, hvilket er i tråd med vores grundlæggeres visionære ånd: “Den eneste tradition, der er værd at bevare, er at gå fra det gamle til det nye". Innovation og samfundsmæssige fremskridt er kernen i alt, hvad vi gør. Få flere oplysninger på vores hjemmeside www.sas.dk, eller følg os på de sociale medier for de seneste opdateringer og kampagner.