SAS åbner porten til Vestkysten
Fra i dag flyver SAS seks gange om ugen direkte fra Københavns Lufthavn til San Francisco på den amerikanske vestkyst.
Nordamerika er et vigtigt og voksende marked for SAS, der i forvejen flyver til New York, Chicago og Washington. I et marked uden direkte forbindelser mellem USA’s vestkyst og Skandinavien efterspørger et stigende antal skandinaviske og internationale virksomheder en hurtig og direkte forbindelse til vestkysten. Nu imødekommer SAS ønskerne.
- SAS har fløjet til USA i mere end 60 år, og vi har derfor et solidt kendskab til, hvad kunderne har behov for, når de flyver langt. Vi glæder os til at tilbyde en direkte rute og en rejseoplevelse, hvor kunden med en SAS-billet får alle de tjenester og services, der gør rejsen enkel og behagelig, siger koncernchef Rickard Gustafson, SAS.
- Ud over at være en attraktiv destination i sig selv, er San Francisco også det bedste udgangspunkt til den amerikanske vestkyst. Fra San Francisco Lufthavn får kunderne adgang til mange andre destinationer i Star Alliance netværket, siger Rickard Gustafson.
Med afgang fra Københavns Lufthavn kl. 12.25 skaber SAS desuden de bedste muligheder for transfer fra øvrige destinationer i Skandinavien og Nordeuropa.
SAS og San Francisco
- Det er første gang, SAS flyver til San Francisco.
- Ruten skal flyves med en Airbus 340-300, som er det største fly i SAS flåde med 245 sæder fordelt på 3 serviceklasser. Der er 6 ugentlige afgange fra København til San Francisco: Alle ugedage undtagen tirsdag kl. 12.25 fra København.
- SAS er det eneste selskab som flyver direkte København-San Francisco og forventer ca. 125.000 årlige passagerer på ruten. Ud af disse vil 55 % komme fra Norden og 10 % fra Europa. De resterende 35 % skal komme fra USA.
For yderligere information kontakt venligst:
SAS’ presseafdeling på telefon 32 32 31 35
SAS er Skandinaviens største flyselskab med daglige flyvninger til destinationer i Skandinavien, Europa, USA og Asien. SAS er medlem af Star Alliance ™ og sammen med vores 26 partnere flyver vi til over 1300 destinationer i 190 lande. For mere information, besøg http://www.sas.dk