SAS begynder forfra med en ny offensiv plan
En ny gennemgribende plan skal bane vej for et nyt, stærkt og konkurrencedygtigt SAS. Planen skal gennemføres til fulde og nye kollektivaftaler skal indgås inden for ganske kort tid, for at SAS kan få adgang til nødvendig finansiering.
Med planen begynder SAS forfra og etablerer en helt ny platform for fremtiden. Det er en omfattende plan som kræver meget af hele organisationen, men som er nødvendig for at imødegå de forudsætninger, som råder i markedet. Den gør det muligt for selskabet effektivt at konkurrere på det voksende marked for fritidsrejsende og samtidig beholde sin stærke position på det vigtige marked for forretningsrejsende. SAS kan dermed forsætte med at tilbyde sine 27 millioner rejsende et enestående netværk og konkurrencedygtige tjenester til rejsende.
Med planen får SAS fuldt ud markedsmæssige vilkår i alle kollektivaftaler, eliminerer bureaukrati gennem centralisering og reduktion af administrationen samt øger fleksibiliteten ved at lægge flere arbejdsopgaver ud til eksterne leverandører.
SAS har fået opbakning til planen fra sine banker og hovedaktieejere, som sammen og på lige vilkår stiller kredit til rådighed for SAS. Opbakningen er betinget af, at SAS’ plan til fulde gennemføres; dette indebærer helt konkret, at de nye kollektivaftaler skal være underskrevet inden for ganske kort tid.
Totalt omfatter planen årlige besparelser på ca. 3 milliarder svenske kroner samt salg af aktiver som modsvarer ca. 3 milliarder svenske kroner, hvilket gør SAS mindre afhængig af eksterne kreditgivere.
En enig bestyrelse støtter op om den fremlagte plan og anbefaler alle medarbejdere at stille sig bag. SAS’ bestyrelse mødes igen søndag den 18. november for at træffe beslutning om forudsætningerne for planens gennemførsel er til stede.
- Dette er vores ’final call’, hvis der fortsat skal være et SAS. Vi har fået denne sidste chance for at begynde forfra og gennemføre disse fundamentale forandringer. Jeg ved, at vi kræver meget af vores medarbejdere, men der findes ingen anden udvej. Jeg håber, at vores loyale og dedikerede medarbejdere har viljen til at kæmpe for, at SAS skal overleve og dermed sikre vores arbejdspladser. Gør vi det, kan vi på længere sigt investere i nye fly og udvikle vores virksomhed, så SAS også fremover kan spille en vigtig rolle for mange millioner mennesker i Skandinavien, siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS.
SAS medarbejdere bliver informeret om planen og kravene i de nye aftaler på interne møder i dag og de kommende dage.
For yderligere information
Se vedhæftede faktaark eller kontakt SAS’ presseafdeling i Danmark på +32 32 31 35.
Telekonference for journalister
SAS afholder telekonference for journalister i dag den 12. november kl. 9. Ring +46 8 5876 9445 og anvend koden: 5345938.
Koncernchef Rickard Gustafson SAS Group præsenterer hovedelementerne i planen 4Excellence Next Generation. Kontakt SAS’ presseafdeling for at blive skrevet op til telefoninterview.