• news.cision.com/
  • SAS/
  • SAS Ground Handling og 3F’s Spirit-afdeling indgår ny aftale for fremtiden

SAS Ground Handling og 3F’s Spirit-afdeling indgår ny aftale for fremtiden

Report this content

Den 15. juni underskrev SAS Ground Handling Danmark og 3F’s afdeling for cargohåndtering – Spirit en lokalaftale, der blandt andet indeholder en tørnaftale for alle medarbejdere under 3F Cargos forhandlingsområde.

”Vi er glade for at have indgået denne lokalaftale med 3F. Det er en god aftale, som ruster os til at håndtere fremtidige behov for både vores kunder og ansatte,” udtaler Hans Henrik Spangenberg, administrerende direktør i SAS Ground Handling Danmark.

Aftalen inkluderer blandt andet en tørnaftale, der gør det muligt at tilpasse skiftplaner til de produktionsmæssige behov, samtidigt med at den giver medarbejderne bedre mulighed for at påvirke deres arbejdstid. Aftalen inkluderer også bestemmelser for overtid og forbedringer for ansatte over 60 år.

”Denne aftale er positiv for både den enkelte medarbejder og for SAS. Vi er særligt glade for at kunne tilbyde ordninger, der giver ældre ansatte, som har tjent selskabet loyalt i mange år, en mulighed for reduceret arbejdstid, såfremt de ønsker eller har behov for dette. Overordnet set er det en aftale, som både lever op til de ønsker SAS har om fleksibilitet for selskabet, samt giver forbedringer for den enkelte ansatte,” afslutter Hans Henrik Spangenberg.

Aftalen træder i kraft 1. juli 2022.

For yderligere information kontakt venligst SAS’ presseafdeling på +45 32 32 31 35. 

SAS, Skandinaviens førende flyselskab med knudepunkter i København, Oslo og Stockholm, flyver til destinationer i Europa, USA og Asien. Inspireret af vores skandinaviske arv og værdier baseret på bæredygtighed, stræber vi i SAS efter at være førende inden for bæredygtig luftfart globalt. Vi vil reducere vores samlede CO2-udledning med 25 procent inden 2025 ved at anvende mere bæredygtigt flybrændstof samt vores moderne flåde med brændstofeffektive fly. Ud over flyvninger tilbyder SAS ground handling services, teknisk vedligeholdelse og luftfragt. SAS er en af grundlæggerne af Star Alliance™ og tilbyder sammen med vores partnere et stort antal destinationer over hele verden.

Abonner