SAS introducerer billige grupperejser til unge
SAS gør det nu billigere for unge, der ønsker at rejse i en større gruppe til destinationer inden for Skandinavien og Europa. Priserne på det nye ungdomsgruppekoncept er op til 35 procent lavere end de normale grupperejser.
I dag lancerer SAS et nyt grupperejsekoncept for de unge rejsende. Det nye ungdomsgruppekoncept er et supplement til det populære SAS Ungdom. Det nye koncept er for unge under 26 år, som rejser i større grupper på minimum ti personer, og som ikke har mulighed for eller ønsker at booke enkelte SAS ungdomsbilletter.
- Vi vil gerne tilbyde et koncept, hvor en større gruppe venner, klassekammerater eller fodboldholdet kan tage af sted sammen til en lavere pris, men med de samme SAS-fordele som for eksempel sædevalg og indchecket bagage. SAS Ungdom er et populært og efterspurgt produkt, som vi løbende tilpasser til de unges behov, og vi tror, at grupperabatten vil blive godt modtaget, siger Mariam Skovfoged, pressechef i SAS.
35 procent lavere pris
Priserne på ungdomsgruppebilletterne er op til 35 procent lavere end den normale gruppepris. Samtidig må 20 procent af de rejsende være voksne over 26 år, hvilket gør det nye gruppekoncept særligt attraktivt for blandt andet uddannelsesinstitutioner og sports- og ungdomsforeninger, som for eksempel skal på skoleudflugt, sprogrejse eller andre rejser.
De nye ungdomsgruppebilletter inkluderer valg af sæde, så gruppen kan sidde sammen i flyet, EuroBonus-point og et styk indchecket bagage. Derudover er det muligt at forudbestille mad og tilkøbe ekstra bagage.
Billetter kan bookes fra i dag den 25. januar 2017 med rejseperiode startende fra 25. februar 2017, og gælder billetter til rejser inden for Europa og Skandinavien.
Gruppeungdomsbilletterne kan bestilles via SAS’ hjemmeside på sas.dk/ungdom, hvor du også kan læse mere om det nye gruppekoncept, eller via rejsebureauer.
For yderligere oplysninger kontakt venligst
SAS’ presseafdeling +45 32 32 31 35
For yderligere information kontakt venligst SAS’ presseafdeling 4532323135