Simon Pauck Hansen forlader SAS

Report this content

SAS AB (publ) (SAS) meddeler i dag, at Simon Pauck Hansen, Executive Vice President og Chief Operating Officer har besluttet at forlade SAS.

Efter mange års tro tjeneste og en fremragende karriere i SAS, forlader Simon Pauck Hansen selskabet. Pandemiens indvirkning på luftfartsmarkedet har krævet væsentlige ændringer i SAS, og Simon Pauck Hansen har spillet en nøglerolle i processen med at tage SAS igennem den største krise, som luftfartsindustrien nogensinde har oplevet, og i at forberede SAS på en konkurrencedygtig fremtid i det nye marked. Simon har været en drivkraft i implementeringen af SAS Forward-planen, og de primære dele, som Simon har haft ansvar for, er nu realiseret eller planlagt, i takt med at SAS går ind i næste fase af transformationsplanen.

“Simon Pauck Hansen har ydet betydelige bidrag til SAS gennem hans mangeårige dedikerede tjeneste. Vi er meget kede af, at han har valgt at forlade SAS, og jeg vil gerne personligt takke Simon for vores tætte samarbejde og hans dedikation til selskabet i min tid som CEO,” siger Anko van der Werff, SAS President & CEO.

”Jeg startede i SAS som trainee for 26 år siden, og jeg er meget taknemmelig for alle de erfaringer og muligheder, jeg har fået gennem tiden. Det har været en fantastisk rejse at være en del af selskabet og navigere gennem op- og nedture i denne meget dynamiske industri. De sidste tre år har krævet betydelige forandringer for alle i SAS, men jeg er overbevist om, at der nu venter en lysere fremtid forude. Tiden er dog inde til, at jeg overlader tøjlerne. SAS vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og det har været en meget svær beslutning at tage,” siger Simon Pauck Hansen, SAS Executive Vice President & Chief Operating Officer.

Simon overlader ansvaret til Mikael Wångdahl, aktuelt VP SAS Link and External Production, som vil påtage sig rollen som fungerende Chief Operating Officer. Mikael kommer med omfattende kendskab til luftfartssektoren såvel som lang operationel erfaring fra SAS. Overdragelsen er i proces og vil blive afsluttet i løbet af januar måned.

For yderligere information kontakt venligst SAS’ presseafdeling på +45 32 32 31 35. 

SAS, Skandinaviens førende flyselskab med knudepunkter i København, Oslo og Stockholm, flyver til destinationer i Europa, USA og Asien. Inspireret af vores skandinaviske arv og værdier baseret på bæredygtighed, stræber vi i SAS efter at være førende inden for bæredygtig luftfart globalt. Vi vil reducere vores samlede CO2-udledning med 25 procent inden 2025 ved at anvende mere bæredygtigt flybrændstof samt vores moderne flåde med brændstofeffektive fly. Ud over flyvninger tilbyder SAS ground handling services, teknisk vedligeholdelse og luftfragt. SAS er en af grundlæggerne af Star Alliance™ og tilbyder sammen med vores partnere et stort antal destinationer over hele verden.

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links