Svensk pilotstrejke fortsætter – også aflysninger tirsdag

Report this content

Også tirsdag den 14. juni aflyses majoriteten af SAS’ flyvninger med svenske piloter, som fortsat er i strejke. I Danmark aflyses ni returflyvninger mellem København og Stockholm som følge af strejken - øvrig trafik til og fra Danmark planlægges at flyve som normalt.

Den svenske pilotforening SPF valgte fredag den 10. juni at tage 400 medlemmer, som flyver kortdistanceflyvninger, ud i strejke. I Danmark betyder den svenske pilotstrejke, at SAS må aflyse ni returflyvninger mellem København og Stockholm (Arlanda) tirsdag den 14. juni. SAS flyver tirsdag fortsat seks returflyvninger mellem København og Stockholm.

- Jeg beklager dybt over for alle vores kunder, at vores svenske piloter har valgt at strejke. Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at undgå en strejke, men vi har desværre fortsat ikke kunnet blive enige.  Vores hovedfokus er nu at tage hånd om vores kunder, og vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe de berørte passagerer, siger Karin Nyman, kommunikationsdirektør i SAS.

Flyvninger med danske og norske piloter, flyvninger som opereres af SAS’ underleverandører samt interkontinentale flyvninger vil flyve som normalt.

SAS opfordrer de rejsende til at besøge www.sas.dk/info. SAS opdaterer løbende sin hjemmeside med information og de berørte passagerer får direkte besked på SMS og e-mail. Det er også muligt at få opdateringer gennem SAS på de sociale medier. SAS anbefaler, at passagerer tjekker deres seneste rejseinformation, inden de tager til lufthavnen.

For yderligere information kontakt venligst SAS’ presseafdeling 4532323135

SAS AB er Nordens største børsnoterede luftfartskoncern. Scandinavian Airlines flyver til mere end 100 destinationer indenfor Skandinavien, Europa, Nordamerika og Asien. Scandinavian Airlines er medlem og en af grundlæggerne af verdens største globale flyalliance - Star Alliance sammen med 27 medlemmer tilbyder SAS over 1300 rejsemål i 192 lande verden over.

Abonner