Ung chef for SAS Leisure Sales

Report this content

Chefen for SAS Leisure Sales Michael Binzer overlader i morgen stolen til yngre kræfter. Pladsen bliver i to dage overtaget af den 15 årige M'Barka Daoudi, som får ansvaret for en afdeling med et årligt budget på 1,8 milliard kroner og 19 ansatte.

Det lyder som det rene vanvid, men det er ikke desto mindre, hvad der sker i morgen onsdag. Michael Binzer forlader dog ikke firmaet, men vil i to dage agere højre hånd for den nye chef, inden han igen sætter sig som kaptajn for sin afdeling.

Fratrædelsen som chef i to dage sker som følge af konkurrencen Who is the Boss, som Handelsskolernes Grundforløb HG og Handelsgymnasiet hhx står bag. M'Barka har vundet retten til at være chef for SAS Leisure Sales i to dage.
"Vi er rigtigt glade for, at M'Barka har valgt SAS, og vi er sikre på, at hun kan tilføre en masse viden om en af vores vigtige målgrupper i forhold til specielrejser for unge mennesker. Men også som et indspark til hvordan morgendagens forbrugere ser SAS," siger Michael Binzer.

Ingo Østerskov, der er bestyrelsesformand i HFI - organisationen bag kampagnen - siger om den nye chef: ”Konkurrencen handler om at give de unge en god oplevelse og de første erfaringer med et chefjob i erhvervslivet. M´Barka vil helt sikkert få sig en fantastisk god oplevelse med et meget spændende program, hvor hun for alvor kan opleve og føle, hvordan det er at være chef på højeste niveau i en stor og dynamisk virksomhed.”

Glad skolepige
M'Barka går i 9. klasse på Nøddeskov-skolen i Næstved, og hun er rigtig glad for jobtilbuddet:
"Det er helt vildt det her. Jeg ringede for over et halvt år siden for at høre, om det var muligt at komme i erhvervspraktik hos SAS, men det var ikke muligt, og nu står jeg så og skal til at være chef i hele to dage – det er slet ikke til at forstå," siger hun.

M'Barka er født i Danmark, men forældrene kommer oprindeligt fra Marokko, hvor størstedelen af faderens familie stadig bor. Dette gør, at M'Barka mindst en gang om året er på en længere flyrejse til Marokko for at bevare de gode familiebånd.

Hos SAS er der også stor glæde over valget:
"Det her er en unik chance for os. Jeg ser det her som personlig udvikling af mig selv som chef, og da M'Barka kommer til at fungere som chef i to dage, så vil det også være hende, der kommer til at fungere som sparringspartner for de ansatte i SAS Leisure Sales, og hun vil givetvis også komme med rigtigt gode idéer, når vi holder møde med nogle af vores samarbejdspartnere," siger Michael Binzer. M'Barka skal blandt andet holde møde med MyTravel om afholdelsen af feriemessen i Bella Center i slutningen af januar, samt holde produktudviklingsmøde med Kilroy Travels. Derudover skal hun på egen hånd fungere som mødeleder til et månedsmøde hos SAS Leisure Sales.

"Hvis M'Barka kommer med den rigtige idé til et af møderne, så er det noget, vi vil implementere, for det er vigtigt for os at følge med i, hvad de unge kunder ønsker, og det kan M'Barka helt sikkert give os nogle gode bud på," udtaler Michael Binzer.

Oplysninger og interviews om M'Barkas to dage hos SAS kan fås ved henvendelse til:
Director for SAS Leisure Sales Michael Binzer: 4132 2938
Pressechef i SAS Jens Langergaard: 4132 3237

Oplysninger om konkurrencen Who is the Boss kan fås ved henvendelse til:
Mette Ljungren 2294 9400

Eller på www.whoistheboss.dk

For information om hhx, HG og HFI:
Hans Jørgen Wulff, Kvalitets- og kommunikationschef på telefon 5151 1812

Abonner

Dokumenter og links