SEB's delårsrapport for januar-september 2007: Resultat før skat på 12,4 mia. svenske kroner (11,4)
- Resultatet før skat for januar-september 2007 steg 9 procent til 12.437 mio. svenske kroner (SEK). Nettoresultatet steg 12 procent til 9.885 mio. SEK.
- Driftsindtægterne steg 6 procent som følge af forøgede indtægter inden for alle divisioner, mens driftsudgifterne voksede med 2 procent og de underliggende udgifter med 1 procent. Udviklingen i forretningsomfanget var stærk.
- De turbulente kreditmarkeder gennem tredje kvartal førte til lavere kurser på obligationer i porteføljen, hvilket påvirkede nettoresultatet af de finansielle transaktioner negativt.
- Tab og hensættelser blev fastholdt på et lavt niveau.
- Egenkapitalen blev forrentet med 19,0 procent (19,9), og indtjeningen pr. aktie steg til 14,62 SEK (13,13).
SEB's resultat før skat for tredje kvartal alene var 3.726 mio. SEK, et fald på 4 procent i forhold til samme kvartal i 2006 og 18 procent lavere end i andet kvartal 2007. Kvartalet var kendetegnet af øgede kreditspænd og lavere aktivitet på obligationsmarkedet. Forretningsvoluminerne var høje. Nettoresultatet udgjorde 3.101 mio. SEK. Egenkapitalen blev forrentet med 17,3 procent.
I SEB i Danmark steg resultatet før skat for januar-september 2007 4 procent til 958 mio. SEK - svarende til 8 procent af det samlede resultat i koncernen.
Kommentar fra koncernchef Annika Falkengren:
De vanskelige betingelser på kreditmarkederne i tredje kvartal har givet udfordringer til det internationale banksystem. Efter en lang periode med rigelig likviditet var korrektionen af prisen på risiko ikke uventet. Derimod overraskede styrken og omfanget af justeringen.
Gennem hele perioden har SEB fastholdt en god likviditet, en stærk kapitalbase og kapitalmarkedernes tillid. Den mest betydende effekt for SEB var derfor de øgede kreditspænd, som betød værditab på obligationsbeholdningerne, og lavere kundeaktivitet på obligationsmarkederne. SEB's forskellige stress-test viser en kreditkvalitet, som gør betydelige tab usandsynlige under de nuværende forhold på kreditmarkedet. Den kontrollerede opbremsning af udlånsvæksten i Baltikum fortsatte.
Trods de turbulente tider har SEB - med et bredt sammensat forretningsmix og en kundeorienteret organisation - vist sig modstandsdygtig. Stigningen i resultatet i de første ni måneder er sket ved en kombination af stærk indtjening og stabile udgifter. Arbejdet med at øge omkostningseffektiviteten ved at mindske omkostningerne med 1,5-2,0 mia. SEK i løbet af tre år forløber som planlagt.
Vi fortsætter vores bestræbelser på yderligere at forbedre de stærke relationer til kunderne ved at være mere proaktive og ved at koordinere produkttilbuddene. Kvaliteten skal være høj i alt, hvad vi leverer til vores kunder. Eksempler på, at vores anstrengelser giver resultat, er positionen som nummer ét i Sverige, når det gælder om at tiltrække penge til investeringsfonde, og positionen som den førende depotforvalter i Norden. Gennem tredje kvartal blev SEB fortsat rangeret som den bedste bank, målt på kvaliteten af ydelserne til store virksomhedskunder, og fik det højeste resultat i kundemålinger i de baltiske lande.
SEB fastholder sin langsigtede strategi, "Road to Excellence". Vores ambition er, at SEB skal være den bedste bank i Nordeuropa, hvad angår kundetilfredshed og indtjening.
Kommentar fra landechef Peter Høltermand om SEB's danske forretning:
På trods af uroen på finansmarkederne, udløst af den såkaldte kreditkrise, har SEB i Danmark realiseret et resultat for tredje kvartal 2007 på samme niveau som i 2006. Og samlet for de tre første kvartaler ligger SEB i Danmark nu 4 procent over den samme periode i rekordåret 2006.
SEB har opbygget en god, diversificeret forretning i Danmark og oplever fortsat en god, underliggende vækst på både pension og kapitalmarkedsprodukter. Markedsforudsætningerne for fjerde kvartal er umiddelbart fortsat gunstige, så SEB i Danmark ser bestemt frem mod endnu et stærkt helårsresultat.
SEB i Danmark har 800 ansatte inden for bank, pension, børshandel, kapitalforvaltning og betalings-/kreditkort.
Hovedparten af SEB's ansatte samles i 2009 i et nybygget kontorhus på Kalvebod Brygge i det centrale København.