Selected Car Group rustet til vækst

Report this content

Med en forbedret indtjening, en ny finansiel struktur og fremgang på tværs af flere forretningsområder står Selected Car Group stærkere rustet til den videre udvikling inden for leasing, investeringsbiler og internationale aktiviteter.

I et år med fortsat høj aktivitet styrkede Selected Car Group både indtjeningen og fundamentet for den fremtidige udvikling. Indtjeningen udgjorde DKK 28 mio. før skat, svarende til en fremgang på 30 %. Omsætningsværdien af biler, som Selected Car Group håndterede på tværs af koncernens aktiviteter, nåede DKK 2,9 mia. Den ændrede finansieringsmodel, hvor leasingporteføljen er overført til Jyske Finans, betød samtidig, at den regnskabsmæssige omsætning blev reduceret til DKK 2,0 mia. Modellen reducerer Selected Car Groups kapitalbinding og giver en mere fleksibel og skalerbar platform for den videre udvikling og fortsatte vækst inden for leasing, investeringsbiler og internationale aktiviteter.

"Vi har gennem de seneste år arbejdet målrettet på at opbygge en robust platform. Med en solid finansiel struktur og en organisation, der er gearet til vækst, står vi stærkt positioneret til at udnytte de muligheder, vi ser i markedet," siger CEO Steen Borgholm.

Leasingmarkedet fortsætter med at udvikle sig, og Selected Car Group har i regnskabsåret udvidet produktporteføljen, herunder med en øget satsning på fleet-løsninger. Her tilbydes virksomheder samlede løsninger til leasing og administration af firmabiler. Samtidig har koncernen gjort sig klar til at tage yderligere markedsandele i hovedstadsområdet med en styrket organisation og ny beliggenhed i 2. halvår 2026 i Storkøbenhavn. Satsningen forventes at drive en markant del af væksten i de kommende år.

Fremgang på 38 % i salg af investeringsbiler
Selected Car Group er blandt verdens førende aktører inden for kategorien investeringsbiler, som omfatter sjældne og eftertragtede biler med høj værdi og et langsigtet investeringspotentiale. Denne kategori leverede i det seneste regnskabsår en vækst på 38 % og krydsede DKK 700 mio. i omsætning.

Virksomheden arbejder samtidig på lanceringen af sin fjerde investeringsfond. Gennem fondene samles investorer om en udvalgt portefølje af investeringsbiler, som Selected Car Group står for at identificere, købe og administrere. De tre eksisterende fonde blev etableret i perioden 2021-2023 og har siden stiftelsen samlet mere end 100 investorer.

"Interessen for alternative aktivklasser vokser globalt, og vores internationale netværk og specialiserede knowhow giver os et stærkt fundament for fortsat vækst inden for investeringsbiler," siger Steen Borgholm.

Som en del af den internationale strategi har Selected Car Group etableret Danmarks mest ambitiøse motorsportssatsning med deltagelse i GT World Challenge. Satsningen skal ikke alene skabe sportslige resultater, men også styrke virksomhedens internationale relationer og bidrage til udviklingen af danske motorsportstalenter.

Klar til organisk vækst og strategiske opkøb
Selected Car Group ser betydelige muligheder for både vækst og opkøb i et marked præget af konsolidering. Overflytningen af leasingporteføljen til Jyske Finans har reduceret kapitalbindingen og gjort forretningen mere skalerbar, hvilket giver koncernen bedre mulighed for at investere i den eksisterende forretning og handle på relevante opkøbsmuligheder.

"Vi har bygget en platform med betydelig strategisk fleksibilitet på tværs af mærker, drivlinjer og geografi. Det giver os mulighed for både at skabe organisk vækst og gennemføre større strategiske opkøb, når de rigtige muligheder viser sig," siger Steen Borgholm.

Den positive udvikling i virksomhedens indtjening ventes at fortsætte ind i 2026/27, understøttet af et højt aktivitetsniveau på tværs af forretningen og yderligere fremgang inden for særligt leasing- og investeringsbiler.

Hoved- og nøgletal  
DKK’000  2025/26  2024/25 
Resultat 
Nettoomsætning  1.974.438  2.911.035 
Bruttoresultat  175.647  220.249 
Driftsresultat  38.322  94.824 
Nettofinansieringsomkostninger  -10.77  -73.562 
Resultat før skat  27.552  21.262 
Årets resultat  21.475  17.297 
Balance 
Balancesum  918.425  2.291.248 
Egenkapital  319.986  380.267 

For yderligere information, kontakt gerne:

Mads Bernhard Ingemann
Press Officer
Group Communications
+45 27 79 67 87
press@ustc.dk

Om Selected Car Group

Selected Car Group dækker fire forretningsområder: Selected Car Leasing, som specialiserer sig i leasing af biler i premium-segmentet, Selected Car Investment, som køber og sælger investeringsbiler over hele verden samt udbyder puljeinvesteringer, Selected Car Racing samt Selected Car Collection, som huser en af Europas fineste bilsamlinger og eksklusive lokaler til møder, events og præsentationer.

Selected Car Group er i dag ejet af Selfinvest og Lars Larsen Group.

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links