Shape Robotics modtager stor ordre på over DKK 10 mio kr.: “Vores partnerskabs-baserede vækststrategi bærer frugt”
Strategien med at skabe et økosystem for uddannelsesteknologi giver gevinst for Shape Robotics, der fra partneren Windaco Resources har modtaget en ordre på 10,5 mio. kr. for levering af 22 Steam Labs, som skal implementeres på uddannelsesinstitutioner i Rumænien. Den samlede ordreværdi er på over 10 pct. af den forventede omsætning for året og skal derfor oplyses til markedet.
Ifølge CEO André Fehrn er ordren en cementering af Shape Robotics position som foretrukken samarbejdspartner for et stigende antal uddannelsesorganisationer i en af Europas folkerige nationer, hvor investeringer i en digitalisering af uddannelsessystemer får finansiel og politisk opbakning, herunder allerede allokerede EU-midler.
“Vi har nu modtaget en ordre fra endnu en stærk partner i Rumænien. Ordren er et bevis på, at vores indgående arbejde med at skabe et solidt partnerskabsbaseret netværk i Central- og Østeuropa bærer frugt. Vi forventer at se flere ordrer i millionklassen i takt med, at markedet modnes yderligere, og tilstrømningen af kapital til investering i digitaliseret uddannelse øges,” siger CEO André Fehrn.
For at imødekomme den del af EdTech-markedet, der efterspørger mindre, men stadig nøgleklare teknologi-laboratorier har Shape Robotics specialdesignet såkaldte Steam Labs, hvor elever uddannes i robotteknologi, virtual reality og 3D printing. Steam Labs er en modulerbar variation af “SmartLabs”, som det danske EdTech-selskab har udviklet i samarbejde med uddannelses-NGOen INACO. Med de to variationer af nøgleklare EdTech-løsninger kan Shape Robotics både dække store internationale og nationale udbud og servicere mindre projekter, helt ned til enkelt-ordrer på laboratorier.
Europas nye teknologiske powerhouse - powered by Shape Robotics
Shape Robotics har i år forberedt organisationen til at kunne skalere op hurtigt for at imødekomme den kraftigt stigende efterspørgsel på uddannelsesteknologi i EU og på verdensmarkedet. Den. 9. september 2022 blev opkøbet af Video Technic Systems (“VTS”) gennemført, og i samme ombæring blev forventningen til årets omsætning hævet med godt og vel 10 pct. fra spændet DKK 75-85 mio. til DKK 81-93 mio.
Mange store projekter i EU og Rumænien inden for digitalisering påbegyndes med stigende momentum, og Shape Robotics er både på egen hånd og via sit partnerskabsnetværk aktivt til stede i flere udbud og forventer grundet selskabets unikke position at vinde flere ordrer via partnerskabsnetværket.
“Vores eksklusivaftaler med en række tunge partnere sætter os i en gensidig win-win situation, hvor vores partnere vinder store udbud, blandt andet fordi de kan få al teknologi og undervisningsmateriale leveret fra Shape Robotics i én nøgleklar løsning. Jo flere digitale fingeraftryk vi i disse måneder placerer i vores hovedmarked Rumænien, desto bedre bliver vores case i de næste lande, vi vil vinde markedsandele i. Vores partnerskabsbaserede strategi viser sig effektiv og vokser sig stadigt mere robust,” siger CEO André Fehrn.
I løbet af det sidste års tid har den danske EdTech-virksomhed indgået to skelsættende eksklusiv-partnerskaber med Altex, Rumæniens største it- og elektronikforhandler, og elektronikgiganten Samsung Electronics og har derved skabt en pipeline uafhængig af Smartlab-projektet sammen med INACO, der efter planen skal installere 1175 SmartLabs over en periode på 3-4 år.
Yderligere oplysninger og investorrelationer
André Fehrn, CEO Shape Robotics A/S
Tlf. (+45) 2444 8556
Email: ir@shaperobotics.com
Rugmarken 18, 3520 Farum, Denmark
CVR-nr. 38322656
www.shaperobotics.com
Kommunikation:
Gullev & Co. ApS
Boris Gullev
Tel: +45 31 39 79 99
E-mail: borisgullev@gmail.com
www.gullev.co