SimCorp øgede EBIT med 16 % i 2013. 2014 giver gode perspektiver for fortsat vækst
SimCorps bestyrelse har i dag behandlet og godkendt koncernens årsrapport for 2013.
Finansielle highlights for 2013:
- Nettoomsætningen steg med 7,6 % (10,0 % i lokal valuta) til EUR 225,1 mio. (DKK 1,68 mia.)
- Overskudsgraden blev forbedret fra 22,4 % til 24,1 %
- Primær drift (EBIT) steg med 15,6 % til 54,2 mio. (DKK 404 mio)
- Årets resultat steg med 14,1 % til EUR 39,3 mio.
Klaus Holse, SimCorps CEO:
”SimCorp oplevede generelt en positiv udvikling i 2013 og realiserede udmeldte finansielle målsætninger. Det markante behov på markedet for at udskifte gamle legacy-systemer med moderne, integrerede realtidsløsninger blev tydeligt understreget. Vi forbedrede vores position i front office-segmentet og fik nye kunder på vores vigtigste vækstmarkeder. Vi tilføjede syv nye kunder til vores portefølje, som nu består af 166 kunder i 23 lande. Bæredygtigheden af vores organiske vækststrategi er blevet bekræftet, og vi er nu klar til i endnu større udstrækning at udfolde det fulde vækstpotentiale i de kommende år.”
Forventninger til 2014
SimCorps kontraktligt sikrede omsætning er ved indgangen til 2014 EUR 157 mio., hvilket er EUR 7 mio. højere end ved indgangen til 2013. SimCorp forventer omsætningsvækst på 10 % målt i lokal valuta, og en overskudsgrad (EBIT) på 24 % i lokal valuta inklusive indregning af effekten af købet af Equipos Ltd.
Udbytte og aktietilbagekøb
Bestyrelsen vil på selskabets generalforsamling foreslå, at der udbetales et udbytte på EUR 22,2 mio., svarende til DKK 4,00 pr. aktie á DKK 1. Såfremt der ikke opstår konkrete behov for likviditet, forventer SimCorp derudover at fortsætte aktietilbagekøb i 2014, hvor det er intentionen at tilbagekøbe for EUR 10 mio. i de næste 6 måneder frem til offentligørelsen af halvårsresultatet. For hele året forventes SimCorp at tilbagekøbe aktier til en samlet værdi af EUR 25 mio.
Investormøde
SimCorps direktion vil præsentere årsrapporten på et investormøde onsdag den 26. februar 2014 kl. 9:00 på selskabets adresse, Weidekampsgade 16, 2300 København S. Mødet er åbent for alle, og der er endvidere mulighed for at følge en live webcast samt stille spørgsmål online via dette link: http://www.media-server.com/m/p/vnsjto8j.
Præsentationen vil efterfølgende kunne ses på SimCorps website www.simcorp.com.
Årsrapporten er i sin helhed indsendt til NASDAQ OMX Copenhagen A/S i elektronisk form og er endvidere tilgængelig på SimCorps website www.simcorp.com.
Henvendelse vedrørende denne meddelelse rettes til:
Klaus Holse, Administrerende direktør, SimCorp A/S (+45 3544 8802, +45 2326 0000)
Thomas Johansen, Økonomidirektør, SimCorp A/S (+45 3544 6858, +45 2811 3828)
Selskabsmeddelelse nr. 11/2014