Nyt lærlingenetværk skal styrke sammenhold og helhedssyn
Fredag den 29. september mødes Danmarks første tværfaglige lærlingenetværk for første gang til en spændende dag fuld af teambuildingaktiviteter og masser af nye bekendtskaber. Arrangementet finder sted på Parnas Natur- og Aktivitetspark i Sorø.
Fredag er debut-dag for det nystartede tværfaglige lærlingenetværk i Sorø Kommune. Netværket består af otte lokale virksomheder, og det er Sorø Erhverv som står for at facilitere det første møde, som finder sted i Parnas Natur- og Aktivitetspark. Her vil de ca. 60 lærlinge blive kastet ud i en masse sjove udfordringer, som nok skal skabe sammenhold og sætte gang i snakken.
Men det er ikke tant og fjas det hele.
– Når man møder folk fra andre brancher, får man et andet perspektiv på sin egen branche og en større forståelse for de sammenhænge, man indgår i. Så jeg tror på, at man bliver en dygtigere tømrer eller murer eller elektriker ved også at kende til de andre brancher, siger Lars Mouritsen fra Kopp Sorø, som er en af initiativtagerne til netværket.
Samtidig kan det tværfaglige netværk være med til at gøre lærlingetiden sjovere.
– Lærlingenetværket kan være med til at gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse og ikke mindst at søge læreplads i Sorø Kommune. Så set med virksomhedernes øjne er det også en måde at styrke interessen for håndværksfagene og sikre en langsigtet tilgang af lærlinge til vores virksomheder, siger Lars Mouritsen.
Der har allerede været stor interesse for lærlingenetværket i Sorø, som er Danmarks første tværfaglige lærlingenetværk, hvor lærlinge kan mødes og lære hinanden at kende på tværs af brancher.
Tid og sted
Første arrangement i lærlingenetværket finder sted den 29. september kl. 12.30-15.30 på Parnas Natur- og Aktivitetspark ved Sorø Sø.
Pressen er velkommen.
Kontakt
For flere oplysninger kontakt vækstkonsulent i Sorø Kommune, Johanne Christensen, på telefon 21 55 18 43
Sorø Erhverv
Sorø Erhverv er virksomheders indgang til kommunen. Vi hjælper med råd og vejledning i forhold til at starte og drive en virksomhed i Sorø Kommune. Vi samarbejder både regionalt med Region Sjælland, nationalt med ministerier og erhvervsorganisationer og internationalt med forskellige EU-institutioner.
Tags: