Over 100 fly klar til at transportere uheldige skiturister hjem
For flere tusinde danske skiturister vil ferien igen i år blive brat afbrudt af et forvredet knæ, et benbrud eller det, der er værre. For at sikre, at de tilskadekomne kan komme hurtigt hjem til Danmark, har SOS International forhåndsbooket flere end 1.000 pladser på SAS’ og Austrians rutefly fra destinationer i alpeområdet. Pladserne blev købt allerede i sommer som ekstra leverancesikkerhed til skisæsonen. Nødstedte skiløbere kan kontakte SOS’ døgnåbne alarmcentral, hvor assistancekoordinatorer sidder klar til at hjælpe dem og deres familier. Men det er vigtigt at huske på, at den offentlige danske rejsesygesikring kun dækker behandling og lokal sygetransport - ikke hjemtransport fra eksempelvis alpeområdet. Så hvis man vil være sikker på at kunne komme hjem til Danmark i tilfælde af sygdom eller ulykke, uden at betale selv, skal der tegnes en privat rejseforsikring. I hele perioden er der tale om flere end 100 forskellige flyafgange fra alpeområdet i perioden 12 januar til 2 april. Både SAS og Austrian har specialteam klar med udvidede åbningstider. Ombord på flyene vil der være både medicinske læger og sygeplejersker fra SOS samt servicemedarbejdere, som sørger for, at man sidder godt og kommer med den rigtige ambulance hjem. Hos SOS vil en gruppe specialister fra transportteamet og et rejsebureau-implant fra Carlson Wagonlit koordinere de hundredvis af transporter, hvor mennesker med benbrud skal hjem siddende, med benstøtte eller liggende på båre. Den uheldige skiløber bliver også hjulpet på destinationen med transport til lufthavnen og hjælp med bagage. Det sørger SOS’ lokale alpekontorer i Schweiz/Østrig, Frankrig, Italien og Tyskland for. Til svært tilskadekomne har SOS et særligt beredskab, som sikrer akut hjemtransport med ambulancefly. Ambulancefly er flyvende intensivklinikker med specialuddannede læger og sygeplejersker ombord.
Tags: