Stenocare opnår godkendelse på markedet for medicinsk cannabis i Storbritannien: “Vi er kommet succesfuldt igennem endnu et nåleøje”
STENOCARE A/S
NASDAQ FIRST NORTH GROWTH MARKET, DENMARK
TICKER: STENO
Som den eneste leverandør af medicinske cannabisolieprodukter til den danske forsøgsordning for receptpligtig medicinsk cannabis har Stenocare A/S (“Stenocare”) nu også fået godkendt tre medicinske cannabisolieprodukter i Storbritannien (UK). Stenocare kan nu se frem til at levere medicinsk cannabisolie på recept til tusinder af britiske patienter indenfor de kommende måneder og år. Stenocare forventer, at det kraftigt voksende britiske marked i år 2025 vil være blandt Europas tre største markeder for medicinsk cannabis.
Den danske producent og distributør af receptpligtig medicinsk cannabis, Stenocare, har fået tre cannabisolieprodukter godkendt i UK og kan dermed starte leverancen af medicinsk cannabis i form af olie til de af sundhedsmyndighederne godkendte patientgrupper, såsom epileptikere og patienter med multipel sklerose og kvalme efter kemoterapi.
UK har som potentielt eksportmarked længe været på radaren hos ledelsen i Stenocare. Virksomheden har derfor sideløbende arbejdet indgående med en konstant analyse af markedsudviklingen og de nationale GMP-krav og dermed sørget for at gøre produkter klar til at blive godkendt i UK.
Medicinske cannnabisprodukter godkendt i potentielt enormt marked
Stenocare er i skrivende stund den eneste danske virksomhed, som er blevet godkendt af den danske lægemiddelstyrelse som leverandør af medicinske cannabisolieprodukter til den fireårige danske forsøgsordning. Nu er døren til endnu et marked med kæmpe potentiale blevet åbnet for Stenocare, og CEO Thomas Skovlund Schnegelsberg kan stolt slå fast, at Stenocare har nået endnu en milepæl.
“Vi er kommet igennem endnu et nåleøje. Vores supply chain er parat, og vores lokale samarbejdspartnere i UK forventer at kunne begynde salget til patienter og sundhedsklinikker indenfor nogle få måneder,” siger CEO Thomas Skovlund Schnegelsberg.
Med nyheden om indtog i UK viser Stenocare både investorer og alle interessenter i det ellers noget brogede internationale marked for medicinsk cannabis, at virksomheden kan få produkter godkendt i nogle af verdens mest regulatorisk strikse medicinalmarkeder. UK forventes ifølge markedsanalyseselskabet Statista, at blive et af de største markeder for medicinsk cannabis i Europa inden for de kommende tre år.
Britisk godkendelse giver forventning om flere nye markeder
Nu kan topchefen, der har en baggrund som forretningsudvikler i en af verdens førende IT-selskaber se virksomheden gro og slå dybe rødder i internationale og attraktive markeder.
“Heldigvis har Danmark nok verdens mest restriktive og grundige sundhedsmyndigheder. Når Stenocare kan blive godkendt som producent og leverandør i først Danmark og Sverige og nu i UK, forstærker det vores forventning om, at vi i de kommende år kan udvide vores eksisterende markeder og åbne nye markeder i Europa og på sigt i resten af verden til gavn for patienterne,” lyder det fra CEO Thomas Skovlund Schnegelsberg.
Godkendelsen i UK er for Stenocare en milepæl, og teamet glæder sig over at kunne være med til at levere pålidelige, godkendte produkter til tusindvis af patienter, der indtil nu har følt sig henvist til det sorte marked og har måtte leve med en usikkerhed og kriminalisering, der kan have alvorlige følger for den enkelte patient.
Ifølge The European Medical Cannabis Report er der omkring 3000 patienter, som har været i behandling med medicinsk cannabis, mens cirka 1,4 mio. personer praktiserer selvmedicinering med produkter fra det illegale marked.
Går ind i UK med unik cannabisolie og klar strategi
Stenocare har med godkendelsen fra de britiske sundhedsmyndigheder realiseret flere af sine målsætninger i strategiplanen STENOCARE 2.0: Tre nye produkter er blevet godkendt, og England, Skotland, Wales og Nordirland er tilføjet listen over eksportmarkeder. Disse milepæle bygger på den knowhow, selskabet har opbygget indenfor certificeret produktion, regulatorisk erfaring og effektiv supply chain management.
Som certificeret leverandør af receptpligtig medicinske cannabisprodukter til behandling af patienter har Stenocare allerede dokumenteret erfaring med at levere medicinsk cannabisolie til patienter i Danmark og Sverige. Nu begynder salget i UK med tre medicinske cannabisolieprodukter, THC Drops (30 mg/mL), CBD Drops (20 mg/mL) og Balanced Drops (THC 15 mg/mL + CBD 22.5 mg/mL).
“I en relativ ny industri som denne, bør man have orden i eget hus for at vinde tillid hos lovgivere og læger. Vi er stolte af igen at blive godkendt til at levere de afgørende cannabisolieprodukter til en nation med internationalt høje regulatoriske standarder på medicinske produkter,” siger CEO Thomas Skovlund Schnegelsberg.
Stenocare forventer, at produkterne kan leveres til patienterne i UK indenfor de kommende måneder afhængig af de påkrævede internationale import- og eksportcertifikater fra Canada.
For yderligere information om STENOCARE, venligst kontakt:
Thomas Skovlund Schnegelsberg, CEO Phone: +45 31770060 E-mail: presse@stenocare.com
STENOCARE’s Certified Adviser is Keswick Global AG, Phone: +43 1 740 408045, E-mail: info@keswickglobal.com
Om STENOCARE A/S
STENOCARE A/S blev stiftet i 2017 med det formål at producere og levere medicinsk cannabis til patienter i Danmark og internationalt. Selskabet var det første til at modtage Lægemiddelstyrelsens tilladelser til at dyrke, producere, importere og distribuere medicinsk cannabis. STENOCARE samarbejder med flere leverandører af premium receptpligtige produkter, og har dertil også egen dyrkning af medicinsk cannabis i den danske højteknologiske facilitet.