40.000 studerende får TDC særbehandling
Samtlige omkring 40.000 studerende i Århus får nu mulighed for avanceret telefoni, mobilt bredbånd og computere på særligt favorable vilkår. Studenterhus Århus har nemlig i samarbejde med TDC lavet en særlig studiepakke med priser, der modsvarer det prisniveau store danske virksomheder normalt får. Aftalen er den første af sin art i Danmark. Borgmester i Århus, Nicolai Wammen, er begejstret for det nye koncept: ”Jeg er glad for alle initiativer, der kan være med til at befæste Århus' position som førende uddannelsesby og sikre byens studerende endnu bedre studievilkår.” Med den nye aftale får de studerende i Århus: • Abonnementer med fast, lav pris og ubegrænset tale • Billige telefoner og computere • Billigt fast og mobilt bredbånd • TDC’s mest avanceret erhvervs-telefoniløsninger med mulighed for blandt andet kø-funktion, lokalnumre og masseudsendelse af sms’er til grupper Underdirektør i TDC Business Nordic Thomas Bendtsen Nedergaard, siger: ”De studerende er en meget spændende målgruppe. De har ofte pressede budgetter, men er omvendt frontløberne indenfor brugen af teknologi. Nu kan vi give dem det bedste, vi har på hylderne, til meget attraktive priser.” Studenterhus Århus og TDC har sammenstykket telefoni og data-delen af aftalen. Computerne leveres desuden i samarbejde med Microsoft og it-virksomheden Dustin. Fakta: Der er i alt 4 studiepakker i det nye tilbud: • Det billigste abonnement indeholder mobiltelefon med fri tale og 40 månedlige sms’er til 157,50 kr. • I den anden ende af skalaen indeholder den forkromede løsning til den krævende bruger fri tale, fri sms, fri data-download på mobilen og ubegrænset mobilt bredbånd til pc’en. Det koster samlet 477,50 om måneden. Yderligere oplysninger: TDC Presse, tlf. 70 20 35 10 tdc.dk/presse