Røde Kors flytter ind hos TDC
Røde Kors flytter ind hos TDC
Dansk Røde Kors og TDC har netop indgået en aftale, hvor den danske televirksomhed de næste tre år aktivt skal styrke Røde Kors’ internationale kommunikation i forbindelse med katastrofer over hele verden. Aftalen betyder desuden, at Røde Kors flytter sine katastrofelagre fra flere forskellige steder i Danmark til ét centralt, TDC-ejet lager i København tæt på lufthavn og godstrafik.
”Et af Dansk Røde Kors’ fokusområde er netop at sikre telekommunikationen, når katastrofer rammer over hele kloden. Senest i Haiti og Kina. Aftalen med TDC betyder dels adgang til den nyeste tekniske viden, et bedre beredskab i form at et moderne lager i København og kontant hjælp de næste tre år. Så det er en aftale, vi er utroligt glade for,” siger Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Dansk Røde Kors.
Aftalen lyder på en halv million kroner om året de næste tre år.
”Som virksomhed vil vi naturligvis gerne gøre en ekstra indsats for at hjælpe. Men det er vigtig for os, at det sker inden for områder, hvor vi har en særlig kompetence – det kan man roligt sige, at aftalen med Røde Kors lever op til. Vi har tidligere haft medarbejdere udlånt til Røde Kors i forbindelse med katastrofer – og det er vigtigt for os, at medarbejderne umiddelbart kan se en mening med en alliance som denne. Og det er jeg ikke i tvivl om med denne aftale,” siger TDC’s koncernchef, Henrik Poulsen.
It- og telekommunikation spiller en stadig mere afgørende rolle i forbindelse med katastrofesituationer. Og Dansk Røde Kors har opbygget en stærk ekspertise, som ofte bliver efterspurgt internationalt.
”Store dele af verden er totalt afhængig af telefoni og internet. Det lammes ofte efter en naturkatastrofe – eller også arbejder vi i områder, hvor det aldrig har eksisteret. Vores arbejde under katastrofer er en kombination af den nyeste teknologi, gaffa-tape og vilje – og her har samarbejdet med TDC vist sig at være det helt rigtige,” siger Anders Ladekarl.
Siden tsunamien i december 2004 har Dansk Røde Kors 11 gange sendt it- og telekommunikations udrykningshold ud i verden få timer eller dage efter, at katastrofen har ramt.
Yderligere oplysninger
TDC Presse: 7020 3510
Dansk Røde Kors, pressechef Hans Beck Gregersen: 3525 9224
Link til billeder (jpg), der frit kan benyttes:
Billede 1 – Røde Kors mobiltrailer ankommer til TDC
Billede 2 – Henrik Poulsen byder Anders Ladekarl velkommen
Billede 3 – Henrik Poulsen og Anders Ladekarl foran Røde Kors’ nye lager