TDC vinder på udebane
TDC har hentet en stor ordre hjem på Telenors hjemmebane i Norge. Det er Norsk Tipping, den norske tipstjeneste, der har underskrevet en 4-årig kontrakt til en værdi af 84 millioner kroner. Kontrakten vil halvere Norsk Tippings udgifter til datakommunikation. ”Vi er meget tilfredse med at reducere vores omkostninger med omkring 80 millioner,” siger administrerende direktør i Norsk Tipping, Torbjørn Almild. Ordren er et resultat af TDCs målrettede arbejde på det nordiske marked: ”Vi har godt fat i det danske erhvervsmarked, og glæder os over, at vi også kan vinde sejre længere væk hjemmefra, hvor det er os, der er i udfordrerens rolle,” siger koncerndirektør i TDC Business Nordic Jens Munch-Hansen. Yderligere oplysninger: TDC Presse, tlf. 70 20 35 10 tdc.dk/presse