Hver tredje dansker oplever chokregninger
Brugen af mobilt data er eksploderet de seneste år, og mere end halvdelen af danskerne bruger i dag mobilt data via mobilen eller regner med, at de vil gøre det i 2010. De mange muligheder gør, at hele 67 pct. ikke ved, hvad det koster at bruge de forskellige funktioner, og mere end hver tredje har oplevet at få en højere regning end forventet ved brug af mobilt data. Telia styrker derfor indsatsen for at beskytte kunderne mod chokregninger.
I en ny undersøgelse fremgår det, at de mange muligheder med mobilt data er årsag til, at ca. 40 pct. har oplevet at få en højere regning end forventet.
"Undersøgelsen har meget tydeligt bekræftet vores bange anelser. Vi lavede undersøgelsen for at få identificeret problemets størrelse, og på baggrund af resultaterne iværksætter vi nu en række tiltag, som skal beskytte kunderne mod chokregninger. 48 pct. har ikke overblik over deres forbrug af mobilt data, og mere end halvdelen ved ikke, hvordan de kan undgå chokregninger. Dette er en problematik, som vi vil forsøge at komme til livs, så kunderne ubekymret kan nyde friheden med mobilt data," siger Peter Krogsgaard, salgs- og marketingdirektør i Telias mobilforretning.
Øget sikkerhed mod chokregninger
En række tiltag skal i 2010 gøre det lettere for kunderne at gennemskue priserne og dermed undgå chokregninger på grund af mobilt data. Telia introducerer pr. 1. marts en Øget sikkerhed for kunderne. Kampagnen, som foreløbigt kører frem til sommer, betyder, at kunderne får et loft på 30 kr. pr. dag på deres dataforbrug i Danmark.*
Data i udlandet
Telia indfører desuden et månedligt loft på 450 kr. på dataforbrug i udlandet. Kunden skal blot ringe eller sende en e-mail til kundeservice og blive tilmeldt datakontrol/datagrænsetjeneste for udlandet. Når man har brugt 80 pct. (360 kr.), modtager man en sms som advarsel. Ved 100 pct. forbrug (450 kr.) spærres der automatisk for data i udlandet for at beskytte kunden mod chokregninger. Ønsker man fortsat at bruge data udover de 450 kr., skal man kontakte kundeservice.
"Gennemsigtighed er så vigtigt på dette område, fordi mange oplever chokregninger. Andre er tøvende med at udnytte mulighederne med mobilt data, fordi de er usikre på, hvad det rent faktisk koster. Hvis kunderne bruger de nye tiltag, er de sikre på aldrig at få uforudsete høje regninger for mobilt data, og hvis kunderne også benytter Telias Forbrugskontrol, kan de helt selv fastsætte et loft for deres generelle forbrug af tale, sms, mms og data," siger Peter Krogsgaard.
Hvis man på forhånd ved, at man bruger meget mobilt data, så er det altid en fordel at købe et dataabonnement. Med Mobilsurf fra Telia får man 300 MB data for kun 59 kr. om måneden.
*max 200 MB pr. dag - ved forbrug udover 200 MB pr. dag takseres der 1 kr. pr. MB.
Tags: