TORM plc Delårsrapport for første til tredje kvartal 2018

Report this content


“Produkttankmarkedet faldt i tredje kvartal til et historisk lavt niveau som følge af faldende vækst i efterspørgslen og kortere transportdistancer. Trods dette kan jeg med tilfredshed konstatere, at TORM fortsat klarer sig godt i et svært marked,” udtaler Executive Director Jacob Meldgaard og tilføjer: “Det er vores opfattelse, at produkttankraterne nåede bunden i tredje kvartal, og vi har i fjerde kvartal oplevet stigende produkttankrater som følge af stigende eksportaktivitet i den Mexicanske Golf og et styrket  marked for tankskibe transporterende råolie. Vi er fortsat optimistiske omkring udsigterne for produkttankmarkedet på længere sigt. Som forberedelse til IMO’s svovldirektiv, som træder i kraft i 2020, har vi etableret et joint venture med ME Production, en førende producent af scrubbere, og Guangzhou Shipyard International, hvilket sikrer os adgang til scrubbere af høj kvalitet og til attraktive priser.”

  • EBITDA for tredje kvartal 2018 udgjorde USD 14,7 mio. (samme periode 2017: USD 37,0 mio.). Resultat før skat var et underskud på USD 24,5 mio. (samme periode 2017: underskud på USD 3,9 mio.). Pengestrømme fra driftsaktiviteter udgjorde USD 18,3 mio. i tredje kvartal 2018 (samme periode 2017: USD 17,5 mio.), og indtjening pr. aktie (EPS) udgjorde -34 US cent (samme periode 2017: -7 US cent). Afkast af investeret kapital (RoIC) var -4,3% (samme periode 2017: 1,6%).
     
  • I tredje kvartal 2018 opnåede TORM TCE-rater på USD/dag 10.598 (samme periode 2017: USD/dag 14.279). Produkttankmarkedet forblev svagt i hele tredje kvartal 2018 med historisk lave benchmark-fragtrater for MR. Markedet var positivt påvirket af en rekordhøj udnyttelse af raffinaderikapaciteten i begyndelsen af tredje kvartal, men negativt påvirket af faldende vækst i efterspørgslen i forhold til samme periode sidste år, kortere transportdistancer og af, at råolietankskibe fortsat kannibaliserede produkttankmarkedet ved at gå efter raffinerede olielaster på deres jomfrurejser, før de gik over til at transportere råolielaster.
     
  • Pr. 30. september 2018 var 22% af de udestående indtjeningsdage i 2018 afdækket til gennemsnitligt USD/dag 15.164. Pr. 12. november 2018 var 61% af de samlede indtjeningsdage i fjerde kvartal 2018 afdækket til USD/dag 13.278.
     
  • I tredje kvartal 2018 indgik TORM salgsaftaler for to ældre skibe: MR-skibet TORM Neches (bygget i 2000) og Handysize-skibet TORM Ohio (bygget i 2001). I oktober 2018 har TORM indgået en aftale om at sælge MR-skibet TORM Clara (bygget i 2000). De tre skibe er solgt for et samlet beløb på USD 20 mio., og det forventes, at en samlet gæld på USD 12 mio. vil blive indfriet i forbindelse med salget af skibene. Skibene forventes alle at blive leveret til de nye ejere i fjerde kvartal 2018. I juli 2018 tilbageleverede TORM det chartrede LR2-skib TORM Marie til ejeren ved lejeperiodens udløb. Pr. 30. september 2018 består TORMs flåde, inklusive de tre skibe, som der er indgået salgsaftaler for, af 74 egne skibe, tre indchartrede skibe og ti skibe i ordre. TORM har den 15. oktober 2018 fået leveret den sidste LR2-nybygning, TORM Hilde.
     
  • Baseret på mæglervurderinger havde TORMs flåde inklusive nybygninger en markedsværdi på USD 1.661 mio. pr. 30. september 2018. Sammenlignet med mæglervurderingerne pr. 30. juni 2018 var markedsværdien faldet med USD 14 mio. (ca. 1%), hvilket svarer til afskrivningsraten på flåden.
     
  • Den 9. november 2018 meddelte TORM, at Selskabet havde etableret et joint venture med ME Production, der er en førende producent af scrubbere, og Guangzhou Shipyard International (GSI), som indgår i China State Shipbuilding Corporation-koncernen. Det nye joint venture, ME Production China, skal fremstille og installere scrubbere i Kina og levere dem til en række kunder i den maritime industri til montering på nybygninger såvel som eftermontering på eksisterende skibe. TORM har en ejerandel i det nye joint venture på 27,5%. I forbindelse med etableringen har TORM bestilt i alt 16 scrubbere hos ME Production China og underskrevet en hensigtserklæring om at købe yderligere 18 scrubbere hos det nye joint venture. Med disse ordrer vil TORM installere scrubbere på mindst 21 skibe og potentielt op til 39 skibe, svarende til ca. halvdelen af TORMs flåde. I tredje kvartal 2018 har TORM gennemført den første eftermontering af en scrubber på et eksisterende skib, MR-isklasseskibet TORM Lene, og den 15. oktober 2018 har TORM fået leveret det første nybyggede skib udstyret med en scrubber, LR2-skibet TORM Hilde. Disse to skibe forventes at give TORM god driftsmæssig erfaring forud for installationen af de øvrige scrubbere, som efter planen finder sted i 2019 og første halvår 2020.
     
  • Pr. 30. september 2018 udgjorde TORMs tilgængelige likviditet USD 425 mio., bestående af USD 163 mio. i likvide beholdninger og USD 262 mio. i uudnyttede kreditfaciliteter. Pr. 30. september 2018 udgjorde den nettorentebærende gæld USD 597 mio., og TORMs nettobelåningsgrad var 54%.
     
  • Den bogførte værdi af flåden var USD 1.424 mio. pr. 30. september 2018, eksklusive udestående afdrag på nybygninger på USD 296 mio. De udestående afdrag omfatter blandt andet betaling for scrubbere til disse skibe. TORMs ordrebog bestod pr. 30. september 2018 af ti nybygninger: et LR2-skib, to LR1-skibe og syv MR-skibe. LR2-skibet blev leveret den 15. oktober 2018, og LR1-skibene og MR-skibene forventes leveret i 2019 og første kvartal 2020.
     
  • Baseret på mæglervurderinger pr. 30. september 2018 var TORMs skønnede indre værdi eksklusive charterforpligtelser USD 826 mio. Det svarer til en indre værdi pr. aktie på USD 11,2 eller DKK 72,0. TORMs egenkapital udgjorde USD 859 mio. pr. 30. september 2018. Det svarer til en bogført værdi pr. aktie på USD 11,6 eller DKK 74,5. TORM har på visse warrantejeres opfordring annulleret 126.874 warrants i tredje kvartal 2018. Dermed har TORM 4.711.953 udestående warrants.
     

TELEFONKONFERENCE
TORM afholder en telekonference for investorer og finansanalytikere i dag, den 15. november 2018 kl. 9.00 EST / kl. 15.00 dansk tid, hvor Selskabets resultater vil blive gennemgået. Interesserede kan lytte med ved at ringe på tlf. +45 8071 8097 (eller +1 866 966 1396 fra USA) mindst 10 minutter før telekonferencens start for at sikre forbindelse og oplyse følgende kode: 2193596. Præsentationen kan downloades fra https://investors.torm.com/.


KONTAKT TORM plc
Jacob Meldgaard, Executive Director, tlf.: +45 3917 9200 Birchin Court, 20 Birchin Lane
Christian Søgaard-Christensen, CFO, tlf.: +45 3917 9200London EC3V 9DU, Storbritannien
 Tlf.: +44 203 713 4560
 www.torm.com


OM TORM 

TORM er en af verdens førende transportører af raffinerede olieprodukter. Rederiet driver en samlet flåde på ca. 80 moderne skibe med høje krav til sikkerhed, miljøansvar og kundeservice. TORM blev grundlagt i 1889. Selskabet har aktiviteter i hele verden. TORM er børsnoteret på NASDAQ Copenhagen og på NASDAQ New York (symbol: TRMD A og TRMD). For yderligere oplysninger, se venligst www.torm.com.

SAFE HARBOR FREMADRETTEDE UDSAGN
Emner behandlet i denne meddelelse kan indeholde fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn i denne pressemeddelelse afspejler vores nuværende syn på fremtidige begivenheder og finansiel præstationsevne og kan omfatte udtalelser vedrørende planer, mål, strategier, fremtidige begivenheder eller præstationsevne og underliggende forudsætninger og andre udsagn end udsagn om historiske fakta. Ord og vendinger som "mener", "forventer", "har til hensigt", "skønner", "forudser", "planlægger", "mulig", "kan", "kunne", "afventer" og lignende angiver generelt, at der er tale om fremadrettede udsagn.

De fremadrettede udsagn i denne meddelelse er baseret på en række forudsætninger, hvoraf mange igen er baseret på yderligere forudsætninger, herunder, men ikke begrænset til, ledelsens behandling af historiske driftsdata, data indeholdt i vores databaser, samt data fra tredjeparter. Selv om Selskabet mener, at disse forudsætninger var rimelige, da de blev udformet, kan Selskabet ikke garantere, at det vil opnå disse forventninger, idet forudsætningerne er genstand for væsentlige usikkerhedsmomenter, der er umulige at forudsige og er uden for vores kontrol.

Vigtige faktorer, der efter vores mening kan medføre, at resultaterne afviger væsentligt fra dem, der er omtalt i de fremadrettede udsagn, omfatter verdensøkonomiens og enkeltvalutaers styrke, udsving i charterrater og skibsværdier, ændringer i efterspørgslen efter ”ton-mil” på olie fragtet med olietankere, effekten af ændringer i OPECs produktionsniveau og det globale forbrug og oplagring af olie, ændringer i efterspørgslen, der kan påvirke timecharterers holdning til planlagt og ikke-planlagt dokning, ændringer i TORMs driftsomkostninger, herunder bunkerpriser, doknings- og forsikringsomkostninger, ændringer i reguleringen af skibsdriften, herunder krav om dobbeltskrogede tankskibe eller handlinger foretaget af regulerende myndigheder, muligt ansvar fra verserende eller fremtidige søgsmål, generelle politiske forhold, såvel nationalt som internationalt, potentielle trafik- og driftsforstyrrelser i shippingruter grundet ulykker, politiske begivenheder eller terrorhandlinger.

I lyset af disse risici og usikkerheder, bør man ikke lægge for stor vægt på de fremadrettede udsagn i denne meddelelse, fordi de er udsagn om begivenheder, som ikke med sikkerhed vides at forekomme, som beskrevet eller overhovedet. Disse fremadrettede udsagn er ikke garantier for vores fremtidige indtjening, og vores resultater og fremtidige udvikling kan variere væsentligt fra forventningerne i de fremadrettede udsagn.

Selskabet påtager sig ingen forpligtelse til at offentliggøre eventuelle ændringer til disse fremadrettede udsagn, som afspejler begivenheder eller omstændigheder efter datoen for offentliggørelsen, eller at afspejle forekomsten af uventede begivenheder, undtaget i det omfang det kræves af gældende lov eller bestemmelse.