TORM plc delårsrapport for tredje kvartal og de første ni måneder af 2019

Report this content


“Efter at have oplevet sæsonbetonede lave fragtrater i tredje kvartal 2019, er produkttankmarkedet styrket betydeligt i begyndelsen af fjerde kvartal. Mens udbuddet har svært ved at følge med den stigende efterspørgsel forud for indførelsen af de kommende IMO 2020-regler, har enkeltstående begivenheder presset produkttankraterne op til niveauer, vi ikke har set siden 2008,” udtaler Executive Director Jacob Meldgaard og tilføjer: “I fjerde kvartal frem til 8. november 2019 var de afgivne ordrer på USD/dag 19.531, hvilket afspejler det stærke marked, som vi p.t. opererer i.”

  • EBITDA for tredje kvartal 2019 udgjorde USD 32,0 mio. (samme periode 2018: USD 14,7 mio.). Resultat før skat udgjorde et underskud på USD 8,5 mio. (samme periode 2018: underskud på USD 24,5 mio.), svarende til et tab pr. aktie (EPS) på 12 US cent (samme periode 2018: tab pr. aktie på 34 US cent). Pengestrømme fra driftsaktiviteter udgjorde USD 32,9 mio. i tredje kvartal 2019 (samme periode 2018: USD 18,3 mio.) og afkast af investeret kapital (RoIC) udgjorde 0,4% (samme periode 2018: -4,3%).
     
  • I tredje kvartal 2019 opnåede TORM TCE-rater på USD/dag 13.392 (samme periode 2018: USD/dag 10.598). Efter en svækkelse i tredje kvartal er produkttankmarkedet kommet stærkt igen i begyndelsen af fjerde kvartal i kølvandet på markant stigende rater for råolietankskibe som følge af angrebene på olieanlæg i Saudi-Arabien. Denne stigning accelererede markant, efter at USA indførte sanktioner mod to af det kinesiske selskab COSCO Shippings datterselskaber. Generelt har fragtraterne på produkttankmarkedet været højere på de østlige end på de vestlige markeder i tredje kvartal 2019.
     
  • TORM forventer at installere i alt 44 scrubbere og har siden sidste kvartal givet tilsagn om at installere yderligere ti scrubbere. De nye installationer understøtter TORMs afbalancerede tilgang til de nye svovlregler, hvor TORM har besluttet, at omkring halvdelen af Selskabets flåde skal have scrubbere installeret. De yderligere scrubber-installationer, der er besluttet for nylig, vil blive gennemført i løbet af første og andet kvartal 2020. TORM havde pr. 12. november 2019 installeret 16 scrubbere. Af de resterende 28 installationer forventes de syv at blive foretaget i 2019, 12 i første kvartal 2020 og ni i andet kvartal 2020. I lighed med resten af shippingbranchen har TORM oplevet forsinkelser i forbindelse med de seneste scrubber-installationer. TORM har besluttet at udskyde et antal installationer til første og andet kvartal 2020 for at nedsætte risikoen for yderligere forsinkelser og for at kunne udnytte det nuværende stærke marked.

     Der er udarbejdet skræddersyede planer for skibe uden scrubbere, der skal anvende godkendte 0,5% svovlholdige brændstoffer fra 1. januar 2020, og rensning af bunkertankene er påbegyndt i tredje kvartal af 2019. De første volumener af godkendte brændstoffer er blevet leveret og testet ombord på skibene, og alle skibe uden scrubbere forberedes i løbet af fjerde kvartal 2019 til at kunne benytte de godkendte brændstoffer.
      

  • TORM fik i tredje kvartal 2019 leveret fire brugte MR-skibe, der blev erhvervet i andet kvartal 2019, samt to MR-nybygninger, TORM Solution og TORM Strong. Efter kvartalets afslutning fik TORM leveret yderligere en MR-nybygning, TORM Sublime. Samtidig solgte og leverede TORM i tredje kvartal MR-skibet TORM San Jacinto (bygget i 2002) og Handysize-skibet TORM Saone (bygget i 2004) for et samlet beløb på USD 16 mio. I forbindelse med de to salg blev en gæld på USD 9 mio. afbetalt. Efter kvartalet sluttede den 30. september 2019 har TORM solgt yderligere to skibe, Handysize-skibet TORM Garonne (bygget i 2004) og MR-skibet TORM Rosetta (bygget i 2003), for et samlet beløb på USD 19m. TORM vil tilbagebetale en gæld på USD 9 mio. i forbindelse med salgene og forventer at levere skibene til de nye ejere i fjerde kvartal 2019 og første kvartal 2020.
     
  • I tredje kvartal 2019 gennemførte TORM sale and leaseback-transaktioner for otte skibe, herunder de nyindkøbte brugte MR-skibe og fire eksisterende MR-skibe. Nedenfor er en oversigt over de sale and leaseback-transaktioner, der er gennemført i tredje kvartal:
     
    • Fire nyindkøbte MR-skibe bygget i 2011 med et provenu på USD 66 mio. Transaktionen blev gennemført med en kinesisk modpart og indebærer en købsforpligtelse i 2025.
       
    • MR-skibene TORM Torino og TORM Titan (begge bygget i 2016) med et provenu på USD 52 mio. En gæld på USD 18 mio. blev tilbagebetalt i forbindelse med transaktionerne. Transaktionerne blev gennemført med to forskellige japanske modparter, og de omfatter købsforpligtelser for TORM Torino i 2024 og for TORM Titan i 2026.
       
    • MR-skibene TORM Alice og TORM Alexandra (begge bygget i 2010) med et samlet provenu på USD 35 mio. En gæld på USD 21 mio. blev tilbagebetalt i forbindelse med transaktionen. Transaktionen blev gennemført med en japansk modpart og omfatter købsforpligtelser for begge skibe i 2024 og i 2026.

      
     Sammenlagt har TORM i tredje kvartal gennemført sale and leaseback-transaktioner for otte skibe, alle på vilkår, som har styrket TORMs solide kapitalstruktur.
       

  • Pr. 30. september 2019 udgjorde TORMs tilgængelige likviditet USD 337,0 mio., bestående af USD 120,8 mio. i likvide beholdninger og USD 216,2 mio. i uudnyttede kreditfaciliteter. Pr. 30. september 2019 udgjorde den nettorentebærende gæld USD 732,5 mio., og TORM havde en nettobelåningsgrad på 50%. De likvide beholdninger inkluderer USD 14,5 mio. i bunden likviditet, primært relateret til sikkerhedsstillelse for finansielle instrumenter.
     
  • Baseret på mæglervurderinger havde TORMs flåde inklusive nybygninger en markedsværdi på USD 1.720,4 mio. pr. 30. september 2019. I forhold til mæglervurderingerne pr. 30. juni 2019 var markedsværdien steget marginalt med USD 2 mio., justeret for solgte og købte skibe. Den bogførte værdi af TORMs flåde var USD 1.586,4 mio. pr. 30. september 2019, eksklusive udestående afdrag på nybygninger på USD 137,5 mio. De udestående afdrag inkluderer betaling for scrubbere vedrørende disse skibe. TORM har desuden udestående investeringer på i alt USD 31,7 mio. vedrørende installering af scrubbere. Herudover blev USD 12 mio. hensat til installering af scrubbere på yderligere seks skibe efter kvartalets afslutning. TORM havde pr. 30. september 2019 fem nybygninger i ordre: to LR1- og tre MR-skibe. Nybygningerne forventes at blive leveret i 2019 og første kvartal 2020.
     
  • Baseret på mæglervurderinger pr. 30. september 2019 var TORMs skønnede indre værdi eksklusive charterforpligtelser USD 886,9 mio., svarende til en indre værdi pr. aktie på USD 12.0 (DKK 82,2). TORMs egenkapital udgjorde pr. 30. september 2019 USD 851,8 mio., svarende til en indre værdi pr. aktie på USD 11,5 (DKK 79,0). TORM har efter afslutningen af tredje kvartal udvidet aktiekapitalen med 42.533 A-aktier (svarende til en nominel værdi på USD 425,33) som følge af udnyttelsen af et tilsvarende antal Restricted Share Units.
     
  • Pr. 30. september 2019 var 21% af de udestående indtjeningsdage i fjerde kvartal 2019 afdækket til gennemsnitligt USD/dag 15.655. Pr. 8. november 2019 var afdækningen for fjerde kvartal 2019 63% til USD/dag 19.531. For de individuelle segmenter var afdækningen på 69% til USD/dag 26.267 for LR2, 59% til USD/dag 20.736 for LR1, 61% til USD/dag 18.095 for MR og 75% til USD/dag 14.990 for Handysize.

      

TELEFONKONFERENCE
TORM afholder en telekonference for investorer og finansanalytikere i dag kl. 15.00 dansk tid, svarende til kl. 9.00 EST. Interesserede kan lytte med ved at ringe på tlf. +45 3272 8042 (eller +1 631 510 7495 fra USA) mindst 10 minutter før telefonkonferencens start for at sikre forbindelse og oplyse følgende kode: 5880965. Præsentationen kan downloades fra https://investors.torm.com/.

KONTAKT TORM plc
Jacob Meldgaard, Executive Director, tlf.: +45 3917 9200 Birchin Court, 20 Birchin Lane
Morten Agdrup, IR, tlf. +45 3917 9249London EC3V 9DU, Storbritannien
 Tlf.: +44 203 713 4560
 www.torm.com

OM TORM
TORM er en af verdens førende transportører af raffinerede olieprodukter. Rederiet driver en samlet flåde på ca. 80 moderne skibe med høje krav til sikkerhed, miljøansvar og kundeservice. TORM blev grundlagt i 1889. Selskabet har aktiviteter i hele verden. TORM er børsnoteret på NASDAQ Copenhagen og på NASDAQ New York (symbol: TRMD A og TRMD). For yderligere oplysninger, se venligst www.torm.com.

SAFE HARBOR FREMADRETTEDE UDSAGN
Emner behandlet i denne meddelelse kan indeholde fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn i denne pressemeddelelse afspejler vores nuværende syn på fremtidige begivenheder og finansiel præstationsevne og kan omfatte udtalelser vedrørende planer, mål, strategier, fremtidige begivenheder eller præstationsevne og underliggende forudsætninger og andre udsagn end udsagn om historiske fakta. Ord og vendinger som "mener", "forventer", "har til hensigt", "skønner", "forudser", "planlægger", "mulig", "kan", "kunne", "afventer" og lignende angiver generelt, at der er tale om fremadrettede udsagn.

De fremadrettede udsagn i denne meddelelse er baseret på en række forudsætninger, hvoraf mange igen er baseret på yderligere forudsætninger, herunder, men ikke begrænset til, ledelsens behandling af historiske driftsdata, data indeholdt i vores databaser, samt data fra tredjeparter. Selv om Selskabet mener, at disse forudsætninger var rimelige, da de blev udformet, kan Selskabet ikke garantere, at det vil opnå disse forventninger, idet forudsætningerne er genstand for væsentlige usikkerhedsmomenter, der er umulige at forudsige og er uden for vores kontrol.

Vigtige faktorer, der efter vores mening kan medføre, at resultaterne afviger væsentligt fra dem, der er omtalt i de fremadrettede udsagn, omfatter verdensøkonomiens og enkeltvalutaers styrke, udsving i charterrater og skibsværdier, ændringer i efterspørgslen efter ”ton-mil” på olie fragtet med olietankere, effekten af ændringer i OPECs produktionsniveau og det globale forbrug og oplagring af olie, ændringer i efterspørgslen, der kan påvirke timecharterers holdning til planlagt og ikke-planlagt dokning, ændringer i TORMs driftsomkostninger, herunder bunkerpriser, doknings- og forsikringsomkostninger, ændringer i reguleringen af skibsdriften, herunder krav om dobbeltskrogede tankskibe eller handlinger foretaget af regulerende myndigheder, muligt ansvar fra verserende eller fremtidige søgsmål, generelle politiske forhold, såvel nationalt som internationalt, potentielle trafik- og driftsforstyrrelser i shippingruter grundet ulykker, politiske begivenheder eller terrorhandlinger.

I lyset af disse risici og usikkerheder, bør man ikke lægge for stor vægt på de fremadrettede udsagn i denne meddelelse, fordi de er udsagn om begivenheder, som ikke med sikkerhed vides at forekomme, som beskrevet eller overhovedet. Disse fremadrettede udsagn er ikke garantier for vores fremtidige indtjening, og vores resultater og fremtidige udvikling kan variere væsentligt fra forventningerne i de fremadrettede udsagn.

Selskabet påtager sig ingen forpligtelse til at offentliggøre eventuelle ændringer til disse fremadrettede udsagn, som afspejler begivenheder eller omstændigheder efter datoen for offentliggørelsen, eller at afspejle forekomsten af uventede begivenheder, undtaget i det omfang det kræves af gældende lov eller bestemmelse.