Få en brandsikker jul

Report this content

Tal fra Tryg varsler om mere end dobbelt så mange brandskader i december som i oktober og november. Med enkle forholdsregler kan du minimere risikoen for brand og undgå, at julen går op i røg.

Vi går julen i møde med hygge, stearinlys og gran, men december måned er desværre også højtid for brandskader. Tal fra forsikringsselskabet Tryg taler deres eget tydelige sprog. I december 2011 registrerede Tryg 1092 brandskader i hjemmet, mens tallet for oktober og november til sammenligning lå på henholdsvis 407 og 383. December og januar stod for hele 30 procent af alle årets brandskader i hjemmet.

- Vi går et par brandfarlige måneder i møde, og vi ved fra vores kontakt med kunder, at brand i hjemmet er noget, som påvirker folk meget. Derfor vil vi gerne opfordre alle til med enkle forholdsregler at være med til at bryde den negative statistik, siger udviklingsdirektør for forebyggelse i Tryg, Jette Pihl Jensen.

For eksempel handler det helt lavpraktisk om, at du ikke bør gå fra et rum, hvor der er tændte stearinlys og, at du bør sørge for at lysene er selvslukkende.

Tryg tilbyder sikkerhedspakke
Jette Pihl Jensen fortæller videre, at Tryg netop nu tilbyder en sikkerhedspakke, som kan medvirke til at reducere antallet af brandskader i hjemmet. Sikkerhedspakken består af to optiske røgalarmer og 500 ml brandhæmmer til imprægnering af fx juledekorationer, juletræet og gardinerne. ’Burnblock’ er et brandhæmmende produkt, som Dansk Teknologisk Institut har blåstemplet med en sundhedsattest.

- Burnblock er et forholdsvist ukendt produkt, som vi gerne vil være med til at introducere for danskerne. Test har nemlig vist, at Burnblock kan reducere risikoen for brand i de imprægnerede materialer med 90 procent. Og så egner det sig godt til brug i hjemmet, fordi det er både naturligt, ugiftigt og ikke lugter, slutter Jette Pihl Jensen.

Tryg tilbyder pakken til en fordelagtig pris i samarbejde med Falck og Burnblock. Sikkerhedspakken sælges for 175 kroner (normalpris 286 kroner). Du kan finde flere informationer om sikkerhedspakken, Burnblock og gode råd til at forebygge brand her: www.tryg.dk/sikkerhedspakke

FAKTA OM FOREBYGGELSE AF BRAND I HJEMMET

Hvad kan du selv gøre for at minimere risikoen for brandskader?
En del af de gode råd er meget banale – men vi glemmer det nogle gange alligevel. Derfor kan det være godt at blive mindet om dem:

  • Gå aldrig fra et rum, hvor der er tændte stearinlys.
  • Pynt din adventskrans og juledekoration med omtanke.
  • Sæt stearinlysene, så de ikke kan antænde gran og tørre grene.
  • Brug selvslukkende lys eller lysmanchetter af stanniol, og brænd ikke lysene helt ned.
  • Sørg for at behandle adventskransen og dekorationen med et brandhæmmende middel. Det nedsætter risikoen for brand. Vær opmærksom på, at der stadig kan være en risiko for, at der kan gå ild i dekorationerne, så de må ikke stå uden opsyn.
  • Stil ikke levende lys i nærheden af gardiner eller andre ting, der nemt kan brænde.
  • Stil heller ikke levende lys, hvor børn, hunde eller katte kan nå dem.
  • Stil fyrfadslys i en lysestage eller på et ikke brandbart fad.
  • Sørg for, at gran og juletræet er friskt. Opbevar det eventuelt udendørs, indtil det skal bruges.
  • Brug kun selvslukkende lys på juletræet, og placer lysene, så de ikke kan antænde gran eller julepynt. Overvej eventuelt at bruge en elektrisk juletræskæde.
  • Det er en god idé at have vand, brandtæppe eller ildslukker i nærheden, når du tænder juledekorationen og lysene på juletræet.
  • Sluk for komfur og kogeplader, hvis du ikke befinder dig i nærheden. Også selvom du er i gang med at tilberede julemaden. Tørkogning og kogeplader, der ikke er slukket, er en hyppig brandårsag.
  • Installer røgalarmer i alle stuer, værelser og køkkenet, så de kan høres i hele hjemmet.


Om Tryg
Tryg vil opleves som Nordens ledende tryghedsleverandør og arbejder for, at bekymringer ikke skal stå i vejen for vores kunders hverdag. I 2011 sikrede vores godt 4.300 medarbejdere tryghed for over 2,7 millioner privatpersoner og mere end 140.000 virksomheder. Med bruttopræmieindtægter på 20,6 mia. DKK i 2011 er vi det næststørste skadeforsikringsselskab i Norden. I Danmark og Norge er vi henholdsvis den største og tredjestørste aktør, mens Sverige og Finland udgør 13 % af Trygs samlede præmieindtægter. I Sverige markedsfører vi os under navnet Moderna. Tryg indgår i C20-indekset på Nasdaq OMX København og er desuden listet som samfundsansvarlig virksomhed på FTSE4Good indekset. Se også www.tryg.com, www.facebook.com/trygdanmark, www.youtube.com/TrygDanmark og www.flickr.com/tryg.

Tags:

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links