Pressemeddelelse: TrygVesta omlægger egen bilflåde til elbiler i samarbejde med Better Place
TrygVesta og Better Place har udvidet det eksisterende samarbejde til også at omfatte TrygVestas egen bilflåde. Det såkaldte ’Vision Partnership’ betyder, at TrygVesta allerede ved udgangen af 2011 ændrer sammensætningen af sin bilflåde, sådan at mindst 25 procent af alle nyanskaffede biler vil være elbiler.
TrygVesta og Better Place udvider samarbejdet og indgår et såkaldt Vision Partnership, som har til hensigt at konvertere dele af TrygVestas egen bilflåde til elbiler. I september meddelte parterne, at de havde indgået en aftale om at udvikle skræddersyede forsikringsprodukter til elbiler og ved samme lejlighed reducerede TrygVesta forsikringsprisen på en elbil med 40% for at tilskynde skift til elbiler. - Med dette Vision Partnership tager vi skridtet videre og griber direkte i egen barm. Vi tror på elbilen og vil gerne gå forrest som ambassadører for bæredygtige transportformer. Det gør vi ved at introducere elbilen over for vores egne medarbejdere, siger koncerndirektør i TrygVesta, Lars Bonde. - Vi er glade for, at TrygVesta har valgt at udvide samarbejdet med Better Place til også at omfatte deres egen firmabilflåde. Det er fremsynet at planlægge en fremtid med elbiler allerede nu. Vi er stolte af, at TrygVesta vælger vores intelligente løsning til opladning af bilerne, der gennem dialog mellem bil og elnet sikrer optimal ladning, ved at tage hensyn til, hvornår elnettet har en høj andel af vedvarende energi. På den måde udnytter vi elbilernes klimafordele optimalt,” siger Jens Moberg, CEO Better Place Danmark. Løbende udskiftning fra 2011 TrygVesta og Better Place har i fællesskab regnet på, hvornår og hvor mange af TrygVestas flådebiler, der vil kunne blive udskiftet med elbiler. Forudsat at udviklingen af infrastrukturen og elbilen kommer til at gå som planlagt, vil TrygVesta fra udgangen af 2011 årligt kunne erstatte ca. 25 procent af alle nyanskaffede biler med elbiler. Til den tid er næste generation af elbiler på markedet, så det bliver muligt at skifte batteri undervejs på længere køreture. - Udskiftningen tager højde for, hvornår vores leasingkontrakter udløber og den enkelte medarbejders kørselsbehov sammenholdt med Better Place’s prognoser for udviklingen af infrastrukturen. Vores mål er således, at medarbejdere med firmabiler skal have mulighed for at skifte til elbiler, med mindre særlige omstændigheder gør det umuligt, siger Lars Bonde. For yderligere information kontakt: TrygVesta: Kommunikationsrådgiver Anne Anker, anne.anker@tryg.dk eller telefon 44 20 30 74. Better Place: Kommunikationsdirektør Sara Helweg-Larsen, sara.helweg@betterplace.com eller telefon 22 14 00 00
Tags: