Stor risiko for brande i landbruget kan minimeres med få midler

Report this content

Nyt pilotprojekt viser, at der er stor risiko for brand på landbrugsejendomme. Derfor vil Tryg nu gøre en ekstra indsats for at mindske antallet af brande ved hjælp af termografering.

Forsikringsselskabet Tryg har for nyligt gennemført et pilotprojekt om termografering, hvor 45 landbrugsbedrifter deltog. Undersøgelsen viste, at der hos ti procent af bedrifterne er en overhængende risiko for, at der kan opstå brand.

Termografering afslører graverende fejl på nye og gamle eltavler
Termografering er en teknik, der blandt andet bruges til at påvise, hvor der er størst varmetab i boliger. Tilsvarende kan man bruge termografering til at registrere små temperaturforskelle på en eltavle og dermed afsløre fejl. Og det er denne form for termografering, Tryg har gennemført på de 45 landbrugsbedrifter:

- På 10 procent af eltavlerne fandt vi graverende fejl, som omgående skal udbedres. De var så varme, at det kun var et spørgsmål om tid, før det ville gå galt. Det kunne for eksempel være en komponent, der smelter, eller en stikflamme som antænder støv. Det skræmmende var, at der både var fejl på nye og gamle tavler, fortæller Ulrik Suppli Benson fra Trygs landbrugsafdeling.

Tryg tilbyder at betale for termografering
For at forebygge brande som følge af fejl på eltavler tilbyder Tryg nu sine landbrugskunder at betale for termografering:

- Vi mener, det er en god investering for os at betale for termograferingen, fordi vi forebygger brandskader, som nemt kan løbe op i meget store summer. De fejl, vi finder, er for eksempel løse forbindelser eller slidte komponenter, som typisk koster landmanden mellem 2000-3000 kroner at reparere. Sammenlignet med de omkostninger og gener, som en brand medfører, er det kun et minimalt beløb, slutter Ulrik Suppli Benson.

Landbrugskunder, som er interesseret i at høre mere om initiativet, kan kontakte Tryg Landbrug på telefon 87 25 92 10 eller på mail tryg-landbrug@tryg.dk

 

Pressekontakt: Anne Anker, 23 24 35 67, anne.anker@tryg.dk

 

Om Tryg
Tryg vil opleves som Nordens ledende tryghedsleverandør og arbejder for, at bekymringer ikke skal stå i vejen for vores kunders hverdag. I 2011 sikrede vores godt 4.300 medarbejdere tryghed for over 2,7 millioner privatpersoner og mere end 140.000 virksomheder. Med bruttopræmieindtægter på 20,6 mia. DKK i 2011 er vi det næststørste skadeforsikringsselskab i Norden. I Danmark og Norge er vi henholdsvis den største og tredjestørste aktør, mens Sverige og Finland udgør 13% af Trygs samlede præmieindtægter. I Sverige markedsfører vi os under navnet Moderna. Tryg indgår i C20-indekset på Nasdaq OMX København og er desuden listet som samfundsansvarlig virksomhed på FTSE4Good indekset. Se også www.tryg.com, www.facebook.com/trygdanmark, www.youtube.com/TrygDanmark og www.flickr.com/tryg

Tags:

Dokumenter og links