Tryg venter ikke på Stormrådet

Report this content

Flere områder i landet er åbenlyst ramt af stormflod. Derfor har Tryg besluttet at rykke ud til alle Trygs kunder, selvom Stormrådet først på tirsdag afgør, hvilke områder der udnævnes som stormflods-områder.  

- Vi er til for at skabe tryghed for vores kunder, og det bedste, vi kan gøre, er at hjælpe dem omgående. Som Danmarks største forsikringsselskab er vi sikre på, at mange af vores kunder er udsat for oversvømmelse. Vi ønsker at give dem tryghed med det samme og hjælpe dem med at begrænse og udbedre skader allerede nu, siger koncerndirektør for Trygs skadeafdeling Jesper Joensen.

Så længe der ikke er erklæret stormflod, kan forsikringstagerne ikke være sikre på, at de opnår dækning for de skader, der sker på boligen ved en oversvømmelse, som skyldes ekstrem vandstand i havet. Dette kan først endeligt afklares, når Stormrådet erklærer stormflod i henhold til lov om stormflod og stormfald. Det betyder også, at det er op til forsikringstageren selv at vurdere, hvorvidt der skal igangsættes skadesforebyggende tiltag, inden der er erklæret stormflod.

Søndag har Stormrådets formand oplyst, at der er tale om stormflod. Eneste usikkerhed omkring Stormrådets udbetalinger er, hvilke områder Stormrådet vælger at erklære stormflods-områder. Det bliver afgjort på et møde i Stormrådet på tirsdag.
 

Alle Trygs kunder får hjælp allerede nu

- I Tryg har vi besluttet, at vi ikke venter på Stormrådets møde på tirsdag. Vi har derfor meddelt vores skadebehandlere og vores skadeservicefirmaer, at vi skal rykke ud til Trygs kunder med det samme, fortæller Jesper Joensen og fortsætter:

- Der er flere områder, der åbenlyst er ramt af stormflod, og her iværksætter Tryg skadeservicearbejde så hurtigt som muligt, når husene er tilgængelige.

- Vi arbejder også på at etablere os med skurvogne i de områder, der er hårdest ramt, så vi på den måde kan være tæt på vores kunder og sammen med vores skadeservicefirmaer være til rådighed og hjælpe Trygs kunder bedst muligt, fortsætter Jesper Joensen.

Tryg iværksætter også skadeservicearbejde i områder, hvor der er tvivl om, hvorvidt skaden skyldes oversvømmelse fra hav, å eller sø, og hvor det er sandsynligt, at der er tale om stormflod. Det sker også, så snart husene er tilgængelige.

Flere oplysninger og løbende status kan indhentes hos Trygs pressekontakter:

Kommunikationsdirektør Steffen Lundgren Kristensen, mobil: 41 86 28 92,

e-mail: steffen.kristensen@tryg.dk

Kommunikationsrådgiver & Pressetalsmand Anders Stougaard, mobil: 41 86 26 22,

e-mail: anders.stougaard@tryg.dk

Om Tryg
”Det handler om at være tryg”. Det betyder, at vi arbejder for at skabe tryghed og værdi for vores kunder, medarbejdere og aktionærer. I 2012 sikrede vores 4000 medarbejdere tryghed for over 3 millioner kunder. Med bruttopræmieindtægter på 20,3 mia. DKK i 2012 er vi det næststørste skadeforsikringsselskab i Norden. I Danmark og Norge er vi henholdsvis den største og tredjestørste aktør, mens Sverige udgør 8% af Trygs samlede præmieindtægter. I Sverige markedsfører vi os under navnet Moderna. Tryg indgår i C20-indekset på Nasdaq OMX København. Se også www.tryg.com , www.facebook.com/trygdanmark, www.youtube.com/TrygDanmark, www.twitter.com/TrygDK  og www.flickr.com/tryg.

Tags: