Uni-Tankers udvider flåden med nyt skib, der er opkaldt efter ejer
Det danske rederi Uni-Tankers har udvidet sin flåde med det nye skib, M/T Marex Mia, og markerer derved endnu et skridt i fornyelsen af rederiets flåde. Det er rederiets forretningspartner i Japan, der ejer skibet, og ved en traditionel japansk ceremoni blev skibet opkaldt til ære for Uni-Tankers medejer Mia Østergaard Rechnitzer.
I Japan har Uni-Tankers søsat den nyeste tilføjelse til sin flåde, og det var en særlig begivenhed for rederiet. Ikke mindst for Mia Østergaard Rechnitzer, der er medejer af USTC-koncernen, som Uni-Tankers er en del af.
Skibets ejer, Marex Maritime, havde nemlig valgt at navngive det nye skib efter medejeren selv, og ved en formel ceremoni efter japansk tradition kunne Mia Østergaard Rechnitzer navngive skibet M/T Marex Mia.
”Det er helt særligt at medvirke til en traditionel ceremoni i Japan, og at navngive et skib, der skal bære mit navn, er en stor ære. Jeg er meget taknemmelig for at kunne være med til at søsætte skibet, der er endnu et vigtigt skridt i Uni-Tankers strategi om at forny og modernisere flåden,” siger Mia Østergaard Rechnitzer.
Med en længde på 130 meter, lasteevne på 12.500 ton og opgraderet for forbedret energieffektivitet bidrager M/T Marex Mia til Uni-Tankers’ fortsatte arbejde for at reducere miljøpåvirkningen.
”Vi er begejstrede over at byde M/T Marex Mia velkommen i Uni-Tankers’ flåde. Med denne tilføjelse styrker vi vores engagement i at reducere vores miljøpåvirkning gennem moderniseringen af flåden med moderne, energieffektiv tonnage. Vi er stolte over at markere dette øjeblik med et skib, der er navngivet af en af vores ejere og nu sejler under hendes navn," siger Per Ekmann, CEO hos Uni-Tankers.
Sikrer held og god rejse
Navngivningsceremonien var et traditionelt ritual, der følger Japans oprindelige religion, shintoismen, og som skal rense og velsigne skibet og sikre held, sikkerhed og gode rejser. Et symbol på respekt for mennesker, natur og hav.
”Jeg er meget taknemmelig for at deltage i navngivningsceremonien og at modtage den respekt, der er forbundet med traditionen, er helt særligt. Respekten er gengældt fra mig og min familie, og vi er stolte over at have et stærkt forhold til vores tætte forretningsforbindelser i Japan,” siger Mia Østergaard Rechnitzer.
Sidste år deltog Mia Østergaard Rechnitzers storesøster og medejer af USTC-koncernen, Nina Østergaard i en lignende ceremoni, da M/T Marex Mias søsterskib, M/T Marex Nina blev søsat.
Ligesom sin storesøster havde gjort det året før, klippede Mia Østergaard Rechnitzer rebet til skibet, som dermed officielt blev en del af Uni-Tankers flåde.
Det er den japanske tonnagepartner Marex Maritime, der ejer skibet, og samarbejdet med Uni-Tankers begyndte for fem år siden med købet af M/T Jutlandia Swan. Siden er M/T Marex Nina og nu M/T Marex Mia blevet leveret, og et tredje skib forventes leveret i 2027.
For yderligere, kontakt gerne
MADS BERNHARD INGEMANN
Communications Consultant
Group Communications
Mobil +45 2779 6787
press@ustc.dk
Om Uni-Tankers
Uni-Tankers er et førende tankskibsrederi i small og intermediate segmentet. Flåden er en af de yngste i virksomhedens kernemarkeder og består af cirka 40 ejede og indchartrede produkt- og kemikalietankskibe.
Uni-Tankers har kontorer i Danmark, Tyrkiet, Frankrig, Spanien, Singapore og USA, og blev grundlagt i 1995 som et datterselskab til det danske, familieejede United Shipping & Trading Company (USTC). USTCs portefølje indeholder bl.a. aktiviteter inden for olie & energi, shipping, dør-til-dør-logistik, risk management, bilaktiviteter, IT og bæredygtig energi – og er repræsenteret i 38 lande med flere end 4.300 ansatte.