Usædvanlig tragisk situation resulterer i konkurs for Nordic Waste

Report this content

For første gang i koncernens knap 150 år lange historie er et selskab i USTC-koncernen nødsaget til at indlevere en konkursbegæring til skifteretten. Det sker på baggrund af en usædvanlig tragisk situation, som USTC om nogen er kede af og ville have ønsket anderledes. Nordic Wastes grund i Ølst Bakker har været udsat for enorme mængder af nedbør, da 2023 har været det vådeste år nogensinde i Danmark. Dette har resulteret i en naturkatastrofe af en kaliber aldrig tidligere set i Danmark.

En ekstern rapport fra ingeniørfirmaet COWI har for nylig bekræftet, at genopretning af området vil tage op til fem år og potentielt kan resultere i en regning i milliardklassen.

Da USTC gennem SDK FREJA investerede i Nordic Waste for ca. to år siden, blev forholdene omkring Nordic Waste gennemgået minutiøst. Der blev i forbindelse med investeringen hyret geoteknisk bistand til blandt andet at gennemgå jordgrundlaget.

Den nuværende situation er langt alvorligere, end nogen kunne have forestillet sig, og opgaven med at redde området er langt større, end hvad Nordic Waste eller USTC kan håndtere.

”Jeg er personligt dybt berørt over, hvilke konsekvenser jordskredet har, og vil have de kommende år, for lokalområdet. Men selv i bagklogskabens klare lys kan vi ikke se, hvordan vi skulle have forhindret eller forudset denne naturkatastrofe. Alt har været gennemtjekket, og der har ikke på noget tidspunkt været opereret uden godkendelser fra de relevante myndigheder”, siger Nina Østergaard Borris, CEO og medejer af USTC.

Når man driver en virksomhed i selskabsform, er det netop for at beskytte moderselskabet med øje for, at de har et ansvar for de øvrige selskaber i koncernen. USTC havde ved udgangen af sidste regnskabsår en egenkapital på 5,5 mia. kr., som er bundet i koncernens datterselskaber.

”Naturkatastrofen i Ølst er større end os, og vi er som koncern nødsaget til, helt i overensstemmelse med selskabslovgivningens regler, at begrænse vores hæftelse i Nordic Waste til aktiekapitalen og dermed at tage ansvar for de øvrige selskaber og medarbejdere i USTC-koncernen. Den klare ambition med Nordic Waste har hele tiden været at bidrage til den cirkulære udvikling i bygge- og anlægsbranchen gennem oprensning og genanvendelse af forurenet jord. Det gør det blot endnu mere trist, at vi er nødsaget til at træffe denne beslutning for at beskytte koncernens øvrige virksomheder,” siger Nina Østergaard Borris.

Siden jordskredet tog fart, er USTC og Nordic Waste blevet kritiseret for ikke at have kommunikeret tilstrækkeligt.

”Vi ønsker altid at udtale os på et oplyst grundlag, især i så alvorlige sager som denne. Det betyder, at vi havde behov for et fuldt overblik over alle detaljer, inden vi kunne kommentere på sagen,” siger Torben Østergaard-Nielsen, bestyrelsesformand og medejer af USTC.

”Vi har siden december haft en frygt for, at vi ikke kendte det fulde omfang af disse naturkræfter, hvilket desværre skulle vise sig at være korrekt. At det nu ender med en konkursbegæring i Nordic Waste, er en meget ubehagelig men desværre uomgængelig beslutning, som vi alle havde ønsket kunne være undgået. Men der er ikke andre udveje.”

USTC etablerer klimafond

Familien Østergaard bag USTC ønsker fremadrettet at sikre handling, der kan løse og afhjælpe problematikken omkring jordskred og klimaforandringer.

Derfor iværksætter de nu arbejdet med etableringen af en fond, der skal fokusere på utilsigtede konsekvenser af klimaforandringer i Danmark. Målet er at støtte projekter, der bidrager med viden, klimatilpasningstiltag og naturgenopretning. Derudover skal borgere, der uforskyldt bliver ramt af klimarelaterede fænomener også kunne søge støtte.

”Sagen i Ølst har anskueliggjort, at klimaforandringerne er store, og at vi ikke har den nødvendige viden til at forudse konsekvenserne. USTC forpligter sig til allerede i 2024 at donere 100 millioner kroner til den kommende fond. Vi har store ambitioner og vil invitere samarbejdspartnere og øvrige aktører med i opbygningen. Vi skal skabe en platform, der kan gøre en reel forskel. Vores mål er at rejse 500 millioner kroner indenfor 5 år,” siger Torben Østergaard-Nielsen, bestyrelsesformand og medejer af USTC.

”Fokus for første projekt i den kommende fond er allerede besluttet. Halvdelen af pengene, som vi har afsat i 2024 – altså 50 millioner kroner – skal gå til at hjælpe naboer og lodsejere omkring Ølst, der uforskyldt har været ramt af jordskredet. Hvordan pengene bedst gør en forskel, besluttes i en tæt dialog med de berørte beboere.”

I den kommende periode vil fokus være på de indledende foranstaltninger til etablering af en fond.

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia