Aktiebaseret incitamentsordning for 2010 til 2012

Report this content

                        
På den ordinære generalforsamling den 26. marts 2009 blev det oplyst, at        
selskabets optionsordning i efteråret 2009 ville blive udvidet til en bredere   
kreds af medarbejdere. Bestyrelsen har på sit møde den 26. oktober 2009 fastsat 
de nærmere retningslinjer for incitamentsordningen for årene 2010 til 2012 for  
alle deltagere, inkl. Executive Management.                                     

Ordningen udvides til at omfatte alle Vice Presidents, Chief Specialists, Chief 
Project Managers og Senior Vice Presidents i alle Business Units samt Vice      
Presidents, Chief Specialists og Chief Project Managers i Vestas Wind Systems   
A/S. Executive Management, Presidents og Senior Vice Presidents i Vestas Wind   
Systems A/S med reference til Executive Management er omfattet af de tidligere  
programmer. Ordningen forventes at komme til at omfatte mellem 235 og 245       
deltagere.                                                                      

Deltagerne vil blive tildelt optioner med en nutidsværdi svarende til en nærmere
defineret procentsats af deres fastsatte bruttoløn for regnskabsåret 2010.      
Nutidsværdien beregnes efter Black & Scholes-metoden, og antallet af optioner,  
der kan tildeles, vil således først kunne opgøres, når udnyttelseskursen er     
fastsat, og bruttolønnen er aftalt. Den samlede nutidsværdi forventes at udgøre 
i størrelsesordenen DKK 112 mio. Med den nuværende aktiekurs vil der skulle     
udstedes 558.000 optioner. Antallet af optioner vil i givet fald være fordelt   
med 68.500 stk. til Executive Management og 489.500 stk. til de øvrige          
deltagende medarbejdere.                                                        

Udnyttelseskursen for optionerne fastsættes af Personale- &                     
kompensationsudvalget til den gennemsnitlige børskurs på NASDAQ OMX Copenhagen  
(alle handler) for perioden 11. til 22. januar 2010. Aktieoptionernes           
udnyttelseskurs korrigeres for eventuelt senere udbetalt udbytte. Tildelingen   
for 2010 vil ske i forbindelse med bestyrelsens behandling af selskabets        
årsrapport for 2010 og vil være afhængig af opretholdt ansættelse ved årets     
udgang.                                                                         

Optionerne kan tidligst udnyttes tre år efter tildelingen, det vil sige fra 2014
og vil normalt bortfalde, såfremt de ikke er udnyttet senest med udgangen af    
2015. Opsiger deltagerne selv deres ansættelse inden tidligste tidspunkt for    
udnyttelse, bortfalder optionerne. For så vidt angår Executive Management,      
Presidents og Senior Vice Presidents i Vestas Wind Systems A/S, der har direkte 
reference til Executive Management, skal disse i en periode på tre år efter     
udnyttelse af optionerne besidde aktier i selskabet svarende til 50 pct. af     
deltagernes avance efter fradrag af beregnet skat.                              

Oplysninger om den fastsatte udnyttelseskurs vil fremgå af selskabets årsrapport
for 2009. Antallet af tildelte optioner i henhold til. ordningen vil fremgå af  
årsrapporten for 2010.                                                          

Bestyrelsen forventer at anvende samme retningslinjer for incitamentsordningen  
for 2011, men bestyrelsen træffer først beslutning herom inden udgangen af 2010.

For så vidt angår oplysninger om de eksisterende optionsprogrammer henvises til 
årsrapportens note 31.                                                          

Udvidelse af incitamentsordning for 2009                                        
Bestyrelsen har besluttet at udvide den eksisterende incitamentsordning (jf.    
fondsbørsmeddelelse nr. 22 af 22. maj 2007) i forbindelse med ansættelse af     
Tommy Rahbek Nielsen som Senior Vice President for Group Forecasting & Planning,
Sean Sutton som President for Vestas Asia Pacific, Martha Wyrsch som President  
for Vestas Americas og Jens Tommerup som President for Vestas China. Der        
udstedes samlet 31.858 optioner til Tommy Rahbek Nielsen, Sean Sutton, Martha   
Wyrsch og Jens Tommerup. Tildeling sker i forbindelse med bestyrelsens          
godkendelse af årsrapporten for 2009. Vilkårene for optionerne svarer til       
vilkårene for de optioner, der blev udstedt i maj 2007. Hovedvilkårene er som   
følger:                                                                         

De udstedte optioner giver ret til at købe aktier fra selskabets beholdning af  
egne aktier til kurs DKK 380,50.                                                
Optionerne kan udnyttes i en toårig periode, når der er gået tre år efter       
tildelingen. Udnyttelse kan alene ske i de perioder, hvor ledende medarbejdere i
forvejen har mulighed for at handle selskabets aktier, jf. selskabets interne   
regler.                                                                         

Deltagerne skal i en periode på tre år efter udnyttelse af optionerne besidde   
aktier i selskabet svarende til 50 pct. af deltagernes avance efter fradrag af  
beregnet skat.                                                                  
Deltagerne skal være ansat på tildelingstidspunktet.                            

Har deltageren selv opsagt sin ansættelse, ophører de tildelte optioner.        

Værdien af optionerne er ud fra Black-Scholes modellen beregnet til DKK         
6.049.516. Ved beregningen indgår følgende forudsætninger: En børskurs på DKK   
337, en volatilitet på 65,4 pct. og en risikofri rente på 3,47 pct. svarende til
renten på danske 4 pct.-statsobligationer, som udløber i 2017. I beregningen er 
det forudsat, at der ikke betales udbytte i løbetiden.                          


Kontaktdetaljer:                                                                
Vestas Wind Systems A/S, Danmark                                                
Peter Kruse, Senior Vice President, Group Communications                        
Tlf.: 9730 0000

Abonner

Dokumenter og links