Delårsrapport andet kvartal og første halvår 2012

Report this content

 

Resumé

Vestas genererede i andet kvartal 2012 en omsætning på EUR 1.611 mio. – en stigning på 15 pct. i forhold til andet kvartal 2011. EBIT før særlige poster faldt med 48 pct. til EUR 40 mio. EBIT-marginen før særlige poster var 2,5 pct. – en forbedring på 21 procentpoint i forhold til det tabsgivende første kvartal 2012. EBIT efter særlige poster udgjorde EUR 18 mio. Det frie cash flow faldt til EUR (338) mio. fra EUR (63) mio. i andet kvartal 2011. Det frie cash flow for første halvår 2012 var EUR 139 mio. lavere end i første halvår 2011. Nettogælden pr. 30. juni 2012 udgjorde EUR 1.147 mio.; en stigning på 7 pct. i forhold til ultimo juni 2011. Indgangen af faste og ubetingede ordrer i andet kvartal 2012 var 945 MW, og beholdningen af faste og ubetingede ordrer pr. 30. juni 2012 havde en værdi på EUR 9,6 mia. Ud over ordrebeholdningen på møller havde Vestas ultimo juni 2012 serviceaftaler med en kontraktuel fremtidig omsætning på EUR 4,8 mia. Dermed havde den samlede beholdning af mølleordrer og serviceaftaler en værdi på EUR 14,4 mia. – det højeste niveau nogensinde. Det høje sikkerhedsniveau på Vestas’ arbejdspladser blev fastholdt, og andelen af vedvarende energi steg til 52 pct.

Vestas fastholder sin helårs forventning om en EBIT-margin før særlige poster på 0-4 pct., en omsætning på EUR 6.500-8.000 mio. og et positiv frit cash flow. Bl.a. på grund af en lavere ordreindgang i første halvår og forsinkelser på nettilslutninger i Kina forventes afskibningerne imidlertid nu at udgøre ca. 6,3 GW mod den tidligere forventning om ca. 7 GW. Årets investeringer forventes nu at blive EUR 450 mio. mod den tidligere forventning på EUR 550 mio. Som følge af en lavere omkostningsbase øges forventningerne til service EBIT-marginen før allokering af fællesomkostninger til 17 pct.

For at sikre sig, at Vestas bliver lønsom med et forventet produktionsniveau (afskibninger) på omkring 5 GW i 2013, intensiverer Vestas nu tilpasningen af organisationen. Vestas forventer således nu, at antallet af medarbejdere ved udgangen af året vil være omkring 19.000 mod den tidligere forventning på 20.400. Dette vil medføre en reduktion i de faste omkostninger på mere end EUR 250 mio. med fuld effekt fra udgangen af 2012. Som følge af den intensiverede afskedigelsesplan, forventes særlige poster nu at udgøre EUR 75-125 mio.

Vestas har iværksat tiltag til at identificere udliciteringsmuligheder og søger ligeledes at involvere sine leverandører i større dele af produktionen, end det er tilfældet i dag. Målet er at øge fleksibiliteten i produktionen yderligere og reducere Vestas’ kapitalbehov. 

Vestas forventer at realisere besparelser på ca. EUR 30 mio. (EBIT-effekt) i 2012, som relaterer sig til det igangværende cost-out-program på produkterne. Besparelserne vil blive realiseret sent på året, og Vestas forventer, at besparelserne vil blive væsentligt højere i 2013.

Som annonceret den 31. juli 2012 har Vestas aftalt med sine banker, at 2012-halvårstesten af de finansielle covenants, der er indeholdt i Vestas’ bankfaciliteter, udsættes. Bankerne har samtidig tilladt træk, som Vestas finder tilstrækkelige til selskabets fortsatte drift på sædvanlige vilkår, da Vestas forventer, at testen i fremtiden vil finde sted på normale vilkår.

Presse- og analytikermøde

For analytikere, investorer og pressen afholdes informationsmøde i dag

onsdag den 22. august 2012 kl. 10.00 (CEST) på Vestas’ hovedkontor på Hedeager 44, 8200 Aarhus N.

Informationsmødet afholdes på engelsk og transmitteres direkte med simultantolkning til dansk via vestas.dk/investor.

Der er mulighed for at deltage elektronisk i mødet og stille spørgsmål via telefonkonference.
Telefonnumrene til telefonkonferencen er:

Danmark:  +45 7026 5040
Øvrige Europa:  +44 208 817 9301
USA:    +1 718 354 1226

Informationsmødet vil efterfølgende kunne afspilles fra vestas.dk/investor.

Kontaktdetaljer

Vestas Wind Systems A/S, Danmark
Lars Villadsen, Senior Vice President, Investor Relations
Tlf.: 9730 0000

Bilag
Delårsrapport andet kvartal og første halvår 2012
Aktionærinformation 2/2012
Vestas' track record pr. 30. juni 2012 (EN)