Marika Fredriksson fratræder som Vestas’ CFO og efterfølges af Hans Martin Smith, som er CFO i Vestas Northern & Central Europe

Report this content

Vestas Wind Systems A/S, Aarhus, den 3. november 2021
Selskabsmeddelelse nr. 17/2021

Efter næsten ni år som Koncernøkonomidirektør (CFO) i Vestas har Marika Fredriksson besluttet, at hun pr. 1. marts 2022 overdrager posten til Hans Martin Smith, CFO i Vestas Northern & Central Europe. Marika tiltrådte som CFO i Vestas tilbage i maj 2013 og har spillet en afgørende rolle i at gøre Vestas til verdensledende inden for vindenergi. Først og fremmest har hun styret Vestas’ økonomifunktion gennem koncernens vej ud af en kriseperiode, som efterfulgtes af markant vækst, hvor Vestas’ omsætning steg fra EUR 6 mia. til mere end EUR 15 mia., hvilket medførte bred anerkendelse af Vestas som det økonomisk stærkeste vindenergiselskab. Som en anerkendelse af Marikas betydning for Vestas og for udviklingen af vindkraftindustrien globalt blev Marika udnævnt til Årets CFO i Danmark i 2015 og er ved flere lejligheder blevet fremhævet som en af de mest indflydelsesrige kvinder i vindenergiindustrien.

Henrik Andersen, Koncernchef & CEO, udtaler, ”Marika Fredriksson har haft en enorm betydning for både Vestas og vindenergiindustrien som helhed, og hun har spillet en nøglerolle i opbygningen af Vestas’ stærke økonomiske fundament og markedsledende position. Jeg har kendt Marika professionelt og privat i omkring ni år, først som medlem af bestyrelsen og siden som koncernchef hvilket har været et stort privilegium og nu da Marika ønsker at fokusere på sit bestyrelsesarbejde, er vi glade for, at vi har en stærk efterfølger i Hans Martin Smith, som jeg glæder mig til at byde velkommen i direktionen. Ud over at have en lang og alsidig karriere i Vestas bag sig, har Hans alle de rette kompetencer og karaktertræk til at efterfølge Marika og understøtte vores fortsatte rejse mod at blive den globale leder inden for bæredygtige energiløsninger.”

Hans Martin Smith startede i Vestas i 2004. Før han blev CFO for Vestas Northern & Central Europe (NCE) i 2018 har han indtaget forskellige lederroller inden for flere finansområder, inkl. Head of Group Treasury & Investor Relations, samt lederroller i Corporate Strategy og Technology. I løbet af sin tid som CFO for Vestas NCE har Hans spillet en vigtig rolle i Vestas NCE’s vækst fra en forretningsenhed på EUR 3 mia. til omkring EUR 7 mia. i 2021. En del af denne rejse har været at styrke Vestas NCE’s markedsledende position i vigtige markeder på tværs af Central- og Østeuropa, Skandinavien og Subsaharisk Afrika, samt at integrere aktiviteterne i havvindmølleforretningen efter overtagelsen af MHI Vestas Offshore Wind.

Marika Fredriksson, Koncernøkonomidirektør, siger, “Det er et fundamentalt anderledes Vestas, jeg forlader i slutningen af februar, end det Vestas jeg blev en del af for knap ni år siden. Det har været en formidabel rejse både for virksomheden og for mig personligt, og jeg vil gerne takke alle de fantastiske kollegaer og samarbejdspartnere, som jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med i løbet af denne spændende periode. Ikke desto mindre ser jeg virkelig meget frem til at kunne fokusere mere på mine bestyrelsesposter, og nu hvor en ny fase for Vestas og for industrien begynder at tegne sig, glæder det mig, at Hans har sagt ja til at overtage CFO-rollen. Jeg har arbejdet tæt sammen med Hans gennem størstedelen af min tid i Vestas, og jeg har fuld tillid til at hans indsigt i industrien, finansielle ekspertise og brede erfaring gør ham til den helt rigtige efterfølger og direktionsmedlem. Til sidst ønsker jeg også at takke bestyrelsesformanden, Bert Nordberg, og de tre forskellige koncernchefer, som jeg har arbejdet sammen med, for et rigtig godt samarbejde.”

Siden Hans Martin Smith blev CFO for Vestas NCE har han arbejdet fra Vestas’ kontor i Hamborg, og han vil derfor flytte tilbage til København sammen med sin familie. Der vil snarest blive udpeget en efterfølger til stillingen som CFO for Vestas NCE, så der kan sikres en god overdragelsesproces.

Kontaktdetaljer
Vestas Wind Systems A/S, Denmark

Mathias Dalsten, Vice President
Investor Relations
Tlf.: 2829 5383

Anders Riis, Vice President

Communications
Tlf.: 4181 3922

Abonner

Dokumenter og links