Status på patentstridigheder med Enercon GmbH, hr. Aloys Wobben

Report this content
Selskabsmeddelelse fra                                                          
Vestas Wind Systems A/S                                                         


Randers, den 16. januar 2008                                                   
Selskabsmeddelelse nr. 4/2008

Status på patentstridigheder med Enercon GmbH, hr. Aloys Wobben 
          
I tidligere selskabsmeddelelser 1) har Vestas Wind Systems A/S informeret om
forskellige patentstridigheder med Enercon GmbH/hr. Aloys Wobben. Hr. Aloys
Wobben har påstået, at Vestas Wind Systems A/S krænker forskellige patenter,
primært vedrørende tilslutnings­betingelser til forsyningsnettet, men også
vedrørende andre tekniske områder.                            

Retssagerne vedrørende andre tekniske områder er som omtalt i tidligere         
selskabs­meddelelser alle afsluttet til fordel for Vestas.                      

Inden for området tilslutningsbetingelser til forsyningsnettet har hr. Aloys    
Wobben som tidligere oplyst indledt retssager i Holland, England & Skotland,    
Canada og Irland.                                                               

Holland                                                                         
Den hollandske Distriktsret i Haag har i en del af sagen vedrørende det         
hollandske marked den 16. januar 2008 afsagt dom, der giver Vestas medhold.     

Sagen drejede sig om følgende patenter tilhørende hr. Aloys Wobben:             

Spændingskontrol I (EP 1 040 564)                                               
Spændingskontrol II (EP 1 164 691)                                              

Retten har afvist hr. Aloys Wobbens krav og har fundet, at de to patenter er    
ugyldige.                                                                       

Det vides endnu ikke, om hr. Aloys Wobben vil appellere afgørelsen.             

Vestas' ledelse har med tilfredshed modtaget dommen, der er i overensstemmelse  
med den dom, der blev afsagt af den engelske High Court den 14. november 2007,  
som omtalt nedenfor.                                                            

Sagen om det tredje og sidste patent (frekvens EP 1 282 774) i Holland skal     
høres ved Distriktsretten i Haag den 8. februar 2008, og afgørelsen forventes   
først senere på året.                                                           

England & Skotland                                                              
Den engelske High Court har i sagen vedrørende England & Skotland den 14.       
november 2007 afsagt dom, der giver Vestas fuldt medhold. Den 13. december 2007 
har hr. Aloys Wobben anket dommen til Court of Appeal.                          

Canada og Irland                                                                
De øvrige retssager i Canada og Irland vedrørende tilslutnings­betingelser til  
forsyningsnettet vil blive fortsat. Der er intet nyt at rapportere i forhold til
tidligere meddelelser vedrørende disse sager.                                   

Eventuelle spørgsmål kan rettes til koncernchef Ditlev Engel eller til Peter    
Wenzel Kruse, Senior Vice President for Group Communications hos Vestas Wind    
Systems A/S, tlf. 9730 0000.                                                    

Med venlig hilsen                                                               
Vestas Wind Systems A/S                                                         


Ditlev Engel                                                                    
Koncernchef (CEO)


Note 1) Selskabsmeddelelser nr. 27/2005 af 19. august 2005, 30/2005 af 16.
september 2005, 39/2005 af 22. november 2005, 22/2006 af 5. april 2006, 12/2007
af 2. april 2007, 15/2007 af 12. april 2007, 23/2007 af 25. maj 2007, 25/2007
af 4. juni 2007, 38/2007 af 14. november 2007 og 44/2007 af 18. december 2007)

Abonner

Dokumenter og links