Vestas ansætter ny koncernøkonomidirektør (CFO)
Vestas Wind Systems A/S har ansat Dag Gunnar Andresen, 48, som ny koncernøkonomidirektør (CFO) og medlem af direktionen. Han forventes at tiltræde ca. den 1. august i år.
Den nye CFO har ikke alene en betydelig erfaring på det økonomifaglige område, samtidig har Dag Andresen et omfattende kendskab til energisektoren, idet han senest kommer fra en stilling som CFO i nordens største energiselskab, Vattenfall AB, der samtidig er en af Sveiges tre største virksomheder.
I Vattenfall var Dag Andresen medlem af selskabets koncerndirektion fra 2008 til 2011, og før det bestred han ledende stillinger i blandt andet Nordea (2001-2008), Den Norske Bank (2000-2001), Den Nordiske Investeringsbank (1996-2000) samt i den norske industrigruppe Kværner (1994-1996).
Han er uddannet på såvel handelshøjskolerne i Oslo og Helsingfors som på de tre internationale managementskoler IMD i Schweiz og Stanford og Harvard, begge i USA. Endvidere gjorde Dag Andresen fra 1984 til 1990 karriere i det norske søværn og det norske luftvåben.
For Vestas’ bestyrelsesformand Bert Nordberg har det været afgørende at kunne tiltrække en stor finansiel kapacitet:
”Med Dag Andresen omkring bordet får Vestas tilført en af de absolut tungeste kapaciteter på området. Hans faglige baggrund, de markante resultater han har opnået og ikke mindst de skudsmål, han får, er alle meget overbevisende. Da han ydermere har et indgående kendskab til energisektoren indefra, har vi fået indfriet alle vores ønsker til den nye CFO-profil,” siger Nordberg.
Med ansættelsen af den nye koncernøkonomidirektør styrker Vestas samtidig sin kommunikation med analytikere og investorer, hvilket koncernchef Ditlev Engel har tillagt stor betydning:
”Vestas har behov for præcis den baggrund Dag Andresen kommer med. Ikke kun den økonomi-faglige, men bestemt også hans store erfaring med at varetage kontakten til børs- og finans-markederne. Jeg ser derfor frem til de bidrag, han kan tilføre direktionssamarbejdet og er ikke i tvivl om, at han ikke alene har kompetencerne, men også personligheden til at påtage sig den vigtige opgave,” siger Ditlev Engel.
Dag Andresen ser selv CFO-jobbet i Vestas som et tilbud, han ikke ville lade passere forbi:
”Når man ser på de kolossale udfordringer, verden står overfor på klimaområdet, er der for mig ingen tvivl om, at Vestas er en af de absolut mest spændende virksomheder at være en del af. Også selv om jeg naturligvis er helt på det rene med, at der er behov for væsentlige opstramninger mange steder i virksomheden for igen at få lønsomheden op. Sådanne udfordringer har jeg været vant til, dem holder jeg meget af, og jeg glæder mig derfor meget til at yde mit bidrag til at få Vestas tilbage på lønsomhedssporet,” siger Dag Andresen.
Med ansættelsen af den nye CFO udgøres koncerndirektionen i Vestas Wind Systems A/S af koncernchef Ditlev Engel (CEO), Anders Vedel (Chief Turbines Officer), Juan Araluce (Chief Sales Officer) og Dag Andresen (Chief Financial Officer).
De to sidste koncerndirektørstillinger, der blev besluttet oprettet i januar i år med ansvar for henholdsvis Global Solutions & Services samt Manufacturing, er endnu ikke besat. Indtil det sker, ligger det overordnede ansvar for Global Solutions & Serviceshos Anders Vedel, mens ansvaret for Manufacturing p.t. sorterer under Ditlev Engel.
Kontaktdetaljer:
Bestyrelsesformand Bert Nordberg
Koncernchef, CEO, Ditlev Engel
Koncerndirektør, CFO, Dag Andresen,
Via Pressechef Kasper Ibsen Beck: Telefon +45 22 87 87 73