Vestas etablerer nyt forskningscenter i USA

Report this content
Pressemeddelelse fra                                                            
Vestas Wind Systems A/S                                                         
                                                                                
Randers, den 22. november 2007                                                 
Pressemeddelelse nr. 6/2007                                                    


Vestas etablerer nyt forskningscenter i USA                                     

Som led i Vestas' mål om at fastholde og udbygge positionen som førende inden   
for moderne energi, etablerer Vestas Technology R&D nu et nyt forsknings- og    
udviklingscenter i USA.                                                         

Forskningscentret vil beskæftige op mod 80 medarbejdere, når det er fuldt       
udbygget i 2010, men vil være operationelt allerede fra 2009.                   

”Vestas er i dag en teknologivirksomhed, og skal vi være ledende på markedet, må
vi også være til stede og drive udviklingen frem, hvor markedet er. Og det er   
blandt andet i USA,” siger Finn Strøm Madsen, President for Vestas Technology   
R&D.                                                                            

Beslutningen kommer i forlængelse af Vestas' etablering og udbygning af         
forskningscentre i Singapore, Indien samt i Danmark, hvor verdens største       
forskningscenter inden for vindkraft er under opførelse i Århus.                

”Med endnu et center - nu i USA - er vi nået et stort skridt videre i Vestas'   
globale og langsigtede satsning på teknologi og forskning,” siger Finn Strøm    
Madsen, der af samme grund har ændret den globale Vestas Technology R&D         
organisation, så Research nu fungerer som en selvstændig enhed.                 

Placering endnu ikke besluttet                                                  

”Vi har endnu ikke besluttet, hvor i USA centret skal placeres, men vi          
undersøger primært mulighederne i nærheden af de store, anerkendte              
universiteter,” siger Finn Strøm Madsen, der har store forventninger til det nye
center.                                                                         

”Det er afgørende for os at kunne tiltrække de bedste talenter fra hele verden -
og herunder deltage i den teknologiske udvikling sammen med nogle af verdens    
førende universiteter. Derfor vil en placering tæt på et universitet klart have 
første prioritet,” siger Finn Strøm Madsen.                                     

Vindenergi vokser markant i hele Nordamerika. I USA alene øgedes kapaciteten fra
vindkraft i 2006 med over 30 pct. til i alt cirka 12.000 MW, og senest har det  
amerikanske energiministerium, Department of Energy, varslet store offentlige   
investeringer i vedvarende energi i USA.                                        

Vestas har til dato opstillet over 9.300 vindmøller i USA.                      

Eventuelle spørgsmål i forbindelse med etableringen af det nye forskningscenter 
i USA bedes rettet til Finn Strøm Madsen, President for Vestas Technology R&D,  
tlf. 9730 0000.                                                                 

Med venlig hilsen                                                               
Vestas Wind Systems A/S                                                         


Finn Strøm Madsen                                                               
President, Technology R&D                                                       






Vestas - No. 1 in Modern Energy                                                 
Vindenergi er en vedvarende, stabil og ren energikilde. Stor kapacitet kan      
opbygges hurtigt og dermed give den energimæssige uafhængighed, som verdens     
største og hurtigst voksende økonomier efterspørger. Derfor kalder Vestas       
vindenergi for moderne energi.                                                  

Med en markedsandel på 28 pct. i 2006 er Vestas markedsleder inden for moderne  
energi. Vestas har installeret over 33.500 vindmøller i 63 lande og på fem      
kontinenter, og installerer en ny vindmølle hver femte time. Vestas-vindmøller  
producerer årligt 50 millioner MWh - nok til at forsyne mange millioner         
husstande med elektricitet. Gennem de sidste 25 år har Vestas øget effekten fra 
hver enkelt mølle 100 gange - og møllerne bliver stadig mere effektive. Derfor  
er Vestas nummer ét i moderne energi.

Abonner

Dokumenter og links