Vestas får 128 MW-ordre i Californien, USA
Vestas har modtaget en 128 MW-ordre på 24 stk. V90-3.0 MW og 31 stk. V90-1.8
MW-vindmøller fra Sacramento Municipal Utility District (SMUD) til Solano
3-projektet nær Rio Vista i Californien, USA.
Kontrakten omfatter levering og idriftsættelse samt en op til 15-årig service-
og vedligeholdelsesaftale. Levering er planlagt til at finde sted i andet halvår
2011, og projektet forventes idriftsat i begyndelse af 2012.
“SMUD har gennem mange år været en højt respekteret Vestas-kunde, og selskabet
er et af de førende energiselskaber inden for vedvarende energi,” siger Martha
Wyrsch, President for Vestas Americas. “Vi glæder os meget over at samarbejde
med SMUD om at kunne etablere mere ren energi i Californien.”
Hovedkomponenterne til denne ordre vil blive produceret på Vestas' fabrikker i
Colorado, USA. Alle vinger til Solano 3-projektet vil blive produceret på
Vestas' vingefabrik i Windsor, alle tårnsektioner vil blive produceret på
Vestas' tårnfabrik i Pueblo, nacellerne til V90-1.8 MW-møllerne vil blive samlet
på Vestas' fabrik i Brighton, og V90-3.0 MW-nacellerne vil blive samlet i
Danmark.
Vestas' tidligere leverancer til SMUD omfatter 23 stk. V47-660 kW-vindmøller
leveret til Solano 1 i 2005 og 29 stk. V90-3.0 MW-vindmøller til Solano 2 i
2007. Sidstnævnte var det første projekt med V90-3.0 MW-vindmøller i
Nordamerika.
SMUD, som har hovedkontor i Sacramento, Californien, er et kommunalt ejet
elselskab, som ledes af en valgt bestyrelse. Selskabet, der blev etableret i
1946, forsyner omkring 1,1 millioner mennesker med elektricitet og er det
sjettestørste offentlige elselskab i USA. SMUD producerer, transmitterer og
distribuerer elektricitet til et område på 2.300 km2, der omfatter Sacramento
County og en lille del af Placer County.
Ovennævnte ordre påvirker ikke Vestas-koncernens forventninger til 2010, jf.
selskabsmeddelelse nr. 29/2010 af den 18. august 2010.
Kontaktdetaljer:
Vestas Americas, USA
Martha Wyrsch,President
Tlf.: +1 503 327 7767
Vestas Wind Systems A/S, Danmark
Peter W. Kruse, Senior Vice President, Group Communications
Tlf.: 9730 0000
Vestas i Nordamerika
Vestas er verdens førende leverandør af high-tech vindkraftværker. Vestas har
siden 1979 leveret flere end 41.000 vindmøller i 65 lande. Vestas solgte sin
første vindmølle til Nordamerika i 1981 og har siden leveret flere end 11.000
vindmøller til USA og Canada. Selskabets nordamerikanske produktionsfaciliteter
er placeret i Colorado. Faciliteterne omfatter en vingefabrik i Windsor, en
nacelle-fabrik i Brighton og en tårnfabrik - verdens største - i Pueblo. Vestas
har forsknings- og udviklingskontorer i Texas, Wisconsin, Massachusetts og
Colorado.
Denne ordre er Vestas' niende nordamerikanske ordre annonceret i 2010. Ordrene
omfatter i alt 1.464 MW fordelt på fire vindmølletyper.