Vestas får sin største enkeltordre i Australien
Vestas har modtaget en ordre på i alt 111 stk. V90-1.8/2.0 MW-vindmøller til
Collgar-projektet i Australien. Projektet skal opføres ca. 25 km sydøst for
Merredin i Western Australia. Ordren er modtaget fra Collgar Wind Farm Pty Ltd
med Investec Bank (Australia) Limited som developer og er nu overtaget af UBS
International Infrastruture Fund, under ledelse af UBS Global Asset Management
og Australia's Retail Employees Superannuation Trust (REST). Det 206 MW store
Collgar-vindkraftværk er Vestas' største enkeltordre i Australien.
Kontrakten omfatter levering og opførelse af møllerne, en tiårig serviceaftale
og en VestasOnline® Business SCADA-løsning. Levering af de første møller
forventes at finde sted i løbet af andet og tredje kvartal 2010, og projektet
forventes fuldt installeret i løbet af andet halvår 2012.
“Vi glæder os meget over denne ordre til Collgar Wind Farm. Vestas er et førende
vindenergiselskab, som i 30 år har gået forrest inden for udviklingen af
vindenergiteknologi, og vi vil med vores afprøvede teknologi og vores erfaring
sikre, at Collgar-vindkraftværkets krav bliver imødekommet. Vi sætter stor pris
på det gode samarbejde, der er opbygget mellem Investec Australia, UBS Global
Asset Management, REST og Vestas Asia Pacific-teamet. I de nuværende udfordrende
økonomiske tider er det vigtigt, at store investeringer inden for vedvarende
energi som dette projekt fortsætter i Australien, og at de fantastiske
vindressourcer, der er tilgængelige, udnyttes til at reducere CO2-udledningen,”
siger Sean Sutton, President for Asia Pacific.
“Dette projekt er resultatet af en proces, hvor alle interessenter gennem hele
udviklingsfasen har fastholdt fokus på løsninger, hvilket er væsentligt ved alle
større investeringer. Vestas ser frem til at samarbejde med alle involverede
parter for at sikre, at projektet vil levere det forventede resultat i årene
fremover,” sige Jørn Hammer, adm. direktør for Vestas Australia.
Projektet er finansieret på 'limited-recourse' basis. En vigtig faktor for at
forretningen blev mulig var, at Eksport Kredit Fonden (EKF) stillede garanti for
en del af finansieringen, samt at EKF under Eksportlåneordningen (ELO) har ydet
et lån, der modsvarer garantien.
“Investec lykønsker Vestas med opnåelsen af denne milepæl. Vi takker
Vestas-teamet for deres støtte til os på Collgar-projektet, og vi ser frem til
at samarbejde med dem på andre projekter i vores portefølje,” siger David
Clarke, CEO for Investec Bank (Australia) Limited.
“Vi glæder os meget over samarbejdet med Vestas på dette fantastiske projekt.
Vestas' involvering var en af hovedårsagerne til, at UBS International
Infrastructure Fund gik med i projektet, og vi ser nu frem til en succesfuld
opførelse og idriftsættelse af vindkraftværket samt til et produktivt og
langvarigt samarbejde med Vestas,” siger Paul Moy, Chief Investment Officer for
UBS International Infrastructure Fund.
Ovennævnte ordre påvirker ikke Vestas-koncernens forventninger til 2010, jf.
selskabsmeddelelse nr. 3/2010 af den 10. februar 2010.
Kontaktdetaljer:
Vestas Asia Pacific, Singapore
Sean Sutton,President
Tlf.: +65 6303 6553
Vestas Wind Systems A/S, Danmark
Peter W Kruse, Senior Vice President, Group Communications
Tlf.: +45 9730 0000