Vestas har ophævet den tidligere koncernøkonomidirektørs fratrædelsesordning

Report this content

 

Foranlediget af en henvendelse fra Jyllands-Posten om at man den 3. oktober 2012 vil bringe en artikel vedrørende Vestas’ ophævelse af den tidligere koncernøkonomidirektørs fratrædelsesordning, kan følgende oplyses: Bestyrelsen i Vestas Wind Systems A/S har den 6. september 2012 ophævet Henrik Nørremarks fratrædelsesordning.

Baggrunden for dette usædvanlige skridt er, at Vestas’ ledelse er blevet opmærksom på to aftaler i Indien indgået af Henrik Nørremark på vegne af Vestas i efteråret 2011, som hverken bestyrelse eller koncernchef kendte til. Aftalerne synes indgået i strid med selskabets interne tegningsregler og selskabets interesser. Gennem aftalerne har Henrik Nørremark efter alt at dømme påført Vestas et tab på EUR 4 mio., muligvis op til EUR 18 mio. De EUR 4 mio. er formentlig tabt, eftersom Henrik Nørremark har eftergivet dette beløb som led i en af de indgåede aftaler. Derimod undersøges det, om – i hvilket omfang – de øvrige EUR 14 mio., som er overført til to indiske selskaber, eventuelt vil kunne tilbageføres.

Vestas har foretaget hensættelser til at imødegå eventuelle tab som anført ovenfor.

Beslutningen om at ophæve Henrik Nørremarks fratrædelsesaftale blev truffet, efter at bestyrelsens nominerings- og kompensationsudvalg havde gennemført en grundig revisions- og advokat-undersøgelse, der bragte de nævnte forhold for dagen.

Bestyrelsesformand Bert Nordberg siger: ”De undersøgelser, vi har ladet foretage, viser, at såvel den tidligere som den nuværende bestyrelse samt koncernchefen har været holdt uvidende om ovennævnte dispositioner.”

Bert Nordberg understreger endvidere, at han er tilfreds med, at selskabet som et første skridt har besluttet at ophæve Henrik Nørremarks fratrædelsesaftale og bedt sine advokater om at foretage yderligere undersøgelser.

”Vi har endnu ikke taget stilling til, om der også er grundlag for at rejse erstatningskrav. Det er et kompliceret udredningsarbejde, der pågår, så et eventuelt erstatningskrav vil afhænge af den juridiske vurdering af de yderligere oplysninger, det er muligt for revisorerne og advokaterne at fremskaffe.”

Kontaktdetaljer

Vestas Wind Systems A/S, DanmarkLars Villadsen, Senior Vice President, Investor Relations,
Tlf. 9730 7201

eller

Morten Albæk, Group Senior Vice President, Global MarCom & Corporate Relations,
Tlf. 4167 6569

Abonner

Dokumenter og links