Vestas modtager forskningsbevilling fra Højteknologifonden

Report this content
Pressemeddelelse fra                                                            
Vestas Wind Systems A/S                                                         
                                                                                
Randers, den 17. december 2007                                                 
Pressemeddelelse nr. 7/2007                                                    


Vestas modtager forskningsbevilling fra Højteknologifonden                      

Højteknologifonden bevilger 15 mio. kr. til forskning, der inspireret af naturen
skal forbedre vindmøllevingers evne til at operere i turbulens.                 

Mange fugle har en unik evne til at hænge stille i luften selv under svære      
turbulente vindforhold. Fuglene styrer igennem vinden ved konstant at justere   
sine vinger. Nu vil Vestas og DTU-Risø sammen vise, at ideen kan bruges på de   
meget store vindmøller.                                                         

”Vi ved, at det fungerer i teorien. Det har forsøg med små elementer i en       
vindtunnel allerede vist. Vi ved jo også, at det fungerer i naturen.            
Udfordringen er at konstruere bevægelige flaps til vindmøllens vinger, så       
belastningen på både vinger og møllestruktur reduceres - og effekten og         
økonomien i vindmøllen samtidig øges,” siger manager på Vestas' Risø-kontor     
Carsten H. Westergaard.                                                         

Vestas forventer, at projektet vil resultere i en succesfuld implementering af  
ny teknologi i MW-møller, som gør konceptet til det mest konkurrencedygtige på  
verdensmarkedet.                                                                

”Vi er meget glade for Højteknologifondens bevilling, som baner vejen for et    
samarbejde mellem de bedste inden for dette område. Det at være til stede med de
bedste, hvor end de er i verden, er meget vigtigt for Vestas. Derfor har vi også
et kontor på Risø-DTU for at sikre et tæt samarbejde og støtte til dansk        
forskning,” siger Carsten H. Westergaard.                                       

Eventuelle spørgsmål i forbindelse med den nye forskningsbevilling bedes rettet 
til Finn Strøm Madsen, President for Vestas Technology R&D, tlf. 9730 0000.     

Med venlig hilsen                                                               
Vestas Wind Systems A/S                                                         


Finn Strøm Madsen                                                               
President, Technology R&D    

                                                   

Vestas - No. 1 in Modern Energy                                                 

Vindenergi er en vedvarende, stabil og ren energikilde. Stor kapacitet kan      
opbygges hurtigt og dermed give den energimæssige uafhængighed, som verdens     
største og hurtigst voksende økonomier efterspørger. Derfor kalder Vestas       
vindenergi for moderne energi.                                                  

Med en markedsandel på 28 pct. i 2006 er Vestas markedsleder inden for moderne  
energi. Vestas har installeret over 33.500 vindmøller i 63 lande og på fem      
kontinenter, og installerer en ny vindmølle hver femte time. Vestas-vindmøller  
producerer årligt 50 millioner MWh - nok til at forsyne mange millioner         
husstande med elektricitet. Gennem de sidste 25 år har Vestas øget effekten fra 
hver enkelt mølle 100 gange - og møllerne bliver stadig mere effektive. Derfor  
er Vestas nummer ét i moderne energi.

Abonner

Dokumenter og links