Vestas modtager ordre på 36 vindmøller til Spanien
Selskabsmeddelelse fra
Vestas Wind Systems A/S
Randers, den 27. december 2007
Selskabsmeddelelse nr. 47/2007
Vestas modtager ordre på 36 vindmøller til Spanien
Vestas har modtaget en ordre på i alt 36 vindmøller til Pujalt og Turo del
Magre-projekterne i Katalonien, Spanien. Ordren omfatter 26 stk. V90-2,0
MW-vindmøller og 10 stk. V90-1,8 MW-vindmøller. Ordren inkluderer levering,
installation, idriftsættelse og en femårig service- og vedligeholdelsesaftale.
Pujalt-vindkraftværket vil blive etableret i Pujalt (Barcelona), og Turo del
Magre-vindkraftværket vil blive etableret mellem San Guim de Freixenet (Lerida)
og Montmaneu (Barcelona).
Efter ønske fra kunden er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at oplyse
yderligere detaljer om projektets ejer.
De to vindkraftværket, med en total kapacitet på 70 MW, vil blive de første
vindkraftværker, som Vestas etablerer i Katalonien. Katalonien har en total
installeret kapacitet på 225 MW, og målet for 2010 er 1.000 MW.
“Vi glæder os meget over Spaniens stærke engagement inden for vind. Spanien
havde pr. juli 2007 en total installeret vindkapacitet på 12.800 MW, og målet
for 2010 er 25.155 MW, for 2020 35.000 MW og for 2030 44.000 MW, inklusive 8.000
MW installeret offshore,” siger Juan Araluce, adm. direktør for Vestas
Mediterranean A/S, og fortsætter: “De to projekter i Katalonien vil producere
tilstrækkelig elektricitet til at forsyne mere end 36.000 spanske hjem og vil
årligt spare miljøet for ca. 97 tons CO2.”
Levering af vindmøllerne til Pujalt-projektet forventes påbegyndt i december
2008 og til Turo del Magre-projektet i juni 2009. Vindkraftværkerne forventes
idriftsat i henholdsvis juli og december 2009.
Ovennævnte ordre påvirker ikke Vestas-koncernens forventninger til 2007 og 2008,
jf. Selskabsmeddelelse nr. 35/2007 af den 6. november 2007.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Juan Araluce, adm. direktør for Vestas
Mediterranean A/S, tlf. +34 93 241 98 00 8013, eller til Peter Wenzel Kruse,
Senior Vice President for Group Communications hos Vestas Wind Systems A/S, tlf.
4110 4897.
Med venlig hilsen
Vestas Wind Systems A/S
Ditlev Engel
Koncernchef (CEO)